Faktaboks

Paul Carell
Født
2. november 1911
Død
20. juni 1997

Paul Carell, egl. Paul Karl Schmidt, 2.11.1911-20.6.1997, tysk civil SS-officer og den tyske udenrigsminister Joachim von Ribbentrops pressechef. Efter 2. Verdenskrig blev han militærhistoriker.

Paul Karl Schmidt blev medlem af NSDAP allerede i 1931, tog eksamen fra universitetet i Kiel, blev civilt medlem af SS i 1938. Han havde forinden været særdeles aktiv i den nazistiske studenterbevægelse. I 1940 forfremmedes han til SS-Obersturmbannführer i forbindelse med sin udnævnelse til pressetalsmand, hvor det var hans opgave at varetage den daglige omgang med udenlandske journalister i Berlin. Han var desuden redaktør af propagandatidsskriftet Signal, der under krigen også udkom på flere andre sprog, deriblandt dansk. Han var stærk tilhænger af jødeudryddelsen og rådgav bl.a. vedr. deportation af og mordet på de ungarske jøder.

Dette førte til hans anholdelse 6.5.1945 og efterfølgende internering i de næste 2½ år. Under Nürnbergprocessen fremstod han som anklagerens vidne, hvor han hævdede at være tilhænger af demokratisk pressefrihed. Efter løsladelsen indledte han sit forfatterskab under pseudonymerne Paul Karell og senere Paul Carell. De vesttyske myndigheder indledte en retslig undersøgelse af ham i årene 1965-71 vedr. hans medansvar for mordet på de ungarske jøder, men som ved så mange lignende undersøgelser, blev også denne frafaldet. Han var desuden journalist ved bladene Die Welt og Der Spiegel og rådgiver for Axel Springer, hvis taler han forfattede.

Hans to bøger om krigen på Østfronten blev trykt i store oplag og oversat til engelsk. Den første hed Unternehmen Barbarossa (1964) og skildrer krigen frem til og med Slaget ved Stalingrad. Fortsættelsen Verbrannte Erde udkom to år senere og skildrer tiden frem til sommeren 1944.

Han har desuden skrevet Die Wüstenfüchse. Mit Rommel in Afrika (1960), Sie kommen! Die Invasion der Amerikaner und Briten in der Normandie 1944 (1963) og Die Gefangenen (1980) om de tyske krigsfangers skæbne i Sovjetunionen.

Hans påstand i 1992 om, at det selv efter nederlaget ved Stalingrad havde været muligt for Tyskland at vinde krigen, såfremt Hitler var blevet frataget magten, har været genstand for megen kritik. Han har endvidere påstået, at det tyske angreb på Sovjetunionen i 1941 blot var for at imødegå et tilsvarende sovjetisk angreb på Tyskland. Livet igennem benægtede han de tyske krigsforbrydelser under krigen mod den sovjetiske civilbefolkning.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig