Henrik Løve og hustruen Mathildes gravmæle i domkirken i Braunschweig, udført ca. 1230-40 til erindring om kirkens stifter og velgører. Krønikeskriverne beskriver Henrik som en stor kunstmæcen og en inderlig from mand, der betænkte kirkerne i sit område med omfattende gaver.

.

Henrik Løve, Heinrich der Löwe, ca. 1129-6.8.1195, hertug af Sachsen og Bayern. Som søn af welferen Henrik den Stolte og den tysk-romerske kejser Lothar 2.s datter Gertrud kæmpede Henrik Løve for at generhverve sin fars tabte hertugdømmer, Sachsen og Bayern.

I 1142 fik Henrik som led i den staufiske kong Konrad 3.s udsoningspolitik over for welferne Sachsen som len, og i 1155 overdrog kejser Frederik 1. Barbarossa ham Bayern. Hans primære engagement lå dog i hertugdømmet Sachsen og dets grænseområder mod øst.

Under en rigsdag i 1147 var den sachsiske adel inklusive Henrik meget tilbageholdende med at give tilsagn om deltagelse i det 2. korstog. Det blev dog godtaget, at Henrik satte sig i spidsen for et korstog mod slaverne. Dette blev indledningen til en lang række felttog til den endelige erobring af abodritternes område i 1160, hvorunder Valdemar 1. den Store spillede en central rolle. Henriks datter Gertrud blev senere gift med Valdemars søn Knud 6. Valdemarsen.

I bestræbelserne på at sikre sin magt og hertugdømmets grænser påberåbte Henrik sig investiturretten, dvs. retten til at vælge biskopper, over de tre slaviske bispesæder Oldenburg, Ratzeburg og Mecklenburg (senere Schwerin). Dette var i strid med kirkeretten, men trods ærkebiskoppelige protester besluttede kejseren i 1153 at delegere investiturretten til Henrik i hans egenskab af markgreve. I 1159 stod Henrik bag nygrundlæggelsen af Lübeck, og året efter blev bispesædet i Oldenburg overflyttet til byen. Sammen med en målrettet tysk kolonisering var grundlaget hermed skabt for Lübecks senere position som førende hansestad.

På grund af kejserens engagement i Norditalien havde Henrik Løve frem til midten af 1170'erne en udstrakt frihed, som han især anvendte til at udbygge sin magt i det nordtyske område, og han stod stærkere end nogensinde. Hans territorialpolitik i Sachsen og Baltikum skabte vigtige militære og handelsmæssige forbindelser til Skandinavien, men førte samtidig til konflikter med hans vasaller, med de øvrige fyrster og i sidste instans med den tysk-romerske kejser, hvilket i 1178-80 endte med en langvarig retssag, hvor Henrik mistede sine hertugdømmer, blev erklæret for fredløs og måtte drage i landflygtighed hos svigerfaderen, kong Henrik 2. af England.

I 1185 vendte Henrik tilbage til Tyskland, men måtte atter i 1189 drage i landflygtighed; han vendte dog allerede samme år tilbage og forsøgte at genvinde sin tabte position. Efter hårde kampe i Sachsen enedes man i 1190 om en våbenhvile, hvis betingelser dog ikke blev overholdt af Henrik, og en endelig udsoning mellem ham og kejser Henrik 6. kom først i stand i 1194. Det følgende år døde Henrik Løve og blev bisat i domkirken i Braunschweig.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig