Ditmarsken

© Det Kongelige Bibliotek

Ditmarsken. Stormen på Meldorf under generobringen af Ditmarsken i 1559. Erobringsplanen skyldtes hertug Adolf af Gottorp, men det succesrige felttog, som den nytiltrådte danske konge, Frederik 2., havde engageret sig stærkt i, fik stor betydning for dennes magtkonsolidering. Fra Caspar Ens Rerum Danicarum Frederico II, Frankfurt 1593.

Ditmarsken, marsklandskab i Holsten i Nordtyskland mellem Elben og Ejderen. Ditmarsken befolkedes oprindelig af saksere og fra 1100-t. af frisere. I middelalderen hørte Ditmarsken i lange perioder under ærkebispesædet i Bremen.

Det var mest beboet af fribønder, der udviklede en selvstændig og egalitær levevis. De danske og holstenske herskere havde dog kig på marsklandet, hvis velstand baseredes på øksnehandelen med de nordtyske og nederlandske befolkningscentre.

I slutningen af 1100-t. kom Ditmarsken under den danske krone, men etablerede sig som en slags bonderepublik efter Slaget ved Bornhøved 1227, hvor den danske hær led nederlag. Republikken styrede uafhængigt sine anliggender med en forsamling bestående af alle grundejere og fogeder, fra 1447 med et folkevalgt råd på 48 mand som øverste organ. Ditmarsken modstod flere erobringsforsøg fra de holstenske grevers side.

Da kong Hans og hertug Frederik (den senere Frederik 1.) forsøgte at underlægge sig området, led deres lejetropper nederlag til Ditmarskens bondehær i Slaget ved Hemmingstedt 17. februar 1500, og kernen af den holstenske adel og flere tusinde soldater faldt på slagmarken eller druknede, da ditmarskerne åbnede sluserne.

Svækket af indre spaltninger som følge af Reformationen, måtte Ditmarsken dog i 1559 overgive sig til en dansk-holstensk hær på 20.000 mand under Johan Rantzau. Nordditmarsken tilfaldt Holsten, Sydditmarsken Danmark, men landet beholdt sin forfatning samt en række privilegier og bevarede en høj grad af selvforvaltning.

Hele Ditmarsken kom ind under den danske krone ved det oldenborgske mageskifte 1773 og tilfaldt 1866 Preussen. Ditmarsken har helt op i 1900-t. bevaret et kulturelt særpræg.