Holsten

Holsten, ty. Holstein, tidligere hertugdømme i Nordtyskland mellem Ejderen og Elben, nu den sydligste del af den tyske delstat Slesvig-Holsten.

Omkring år 800 hørte Holsten til Sachsen, der på den tid blev erobret af Karl den Store. Området, som kaldtes Nordalbingen, blev styret af de saksiske hertuger indtil oprettelsen i 1111 af grevskabet Holsten under Adolf 1. af Schauenburg.

Wagrien blev erobret og lagt til Holsten i 1130'erne. Schauenburgerne støttede de slesvigske hertuger mod Danmark, men måtte 1203-27 midlertidigt afstå Holsten til Valdemar 2. Sejr; i 1300-t. pantsatte Christoffer 2. store dele af Danmark til de holstenske grever.

Holsten, som i 1474 blev ophøjet til hertugdømme, og Slesvig blev i 1490 splittet op mellem de oldenborgske kongesønner og i 1544 delt i en gottorpsk del, en kongelig dansk del samt et område regeret i fællesskab.

Gottorperne allierede sig med Sverige, men måtte i 1720 efter Den Store Nordiske Krig afgive deres slesvigske besiddelser til Danmark. Det gottorpske spørgsmål løstes imidlertid først, da Danmark ved Mageskiftet i 1773 overtog de gottorpske dele af Holsten og fik anerkendt retten til Slesvig mod afståelse af Oldenburg-Delmenhorst til gottorperne.

Herefter var hele Holsten under den oldenborgske kongelige linje, og da Det Tysk-romerske Rige opløstes i 1806, blev hertugdømmet inkorporeret i det danske monarki. I 1815 måtte Frederik 6. dog som hertug af Holsten tiltræde Det Tyske Forbund.

Ved det danske nederlag i Anden Slesvigske Krig i 1864 (se slesvigske krige) gik Holsten tabt. Hertugdømmet var under østrigsk administration indtil Preussens sejr over Østrig i 1866, hvorefter det blev en del af den preussiske provins Slesvig-Holsten.

I 1946 oprettedes delstaten Slesvig-Holsten, som i 1949 indgik i Den Tyske Forbundsrepublik.