Paul von Hindenburg.

.

Paul von Hindenburg flankeret af den daværende preussiske ministerpræsident, Hermann Göring (th.), og rigskansler Adolf Hitler under en mindehøjtidelighed 27.8.1933 ved Tannenbergmonumentet, der blev opført i 1927 til minde om Hindenburgs sejr over russerne i 1914; da han døde den 2.8.1934, blev han gravsat samme sted. Hindenburg efterfulgtes af Hitler, og nazisternes magterobring var dermed fuldendt.

.

Paul von Hindenburg under Slaget ved Tannenberg august 1914.

.

Paul von Hindenburg i selskab med statssekretær Meissner.

.

Paul von Hindenburg. Foto fra ca. 1925.

.

Paul von Hindenburg, Paul Ludwig Hans Anton von Beneckendorff und von Hindenburg, 2.10.1847-2.8.1934, tysk generalfeltmarskal og politiker, rigspræsident 1925-34. Efter en lang militær karriere blev Paul von Hindenburg i 1911 pensioneret som general, men genindkaldtes under 1. Verdenskrig og fik som øverstkommanderende på Østfronten i 1914 heltestatus efter sejre over russiske tropper ved Tannenberg og De Masuriske Søer.

I 1916 blev han øverstbefalende over den tyske hær. Hindenburg var fortaler for bl.a. uindskrænket ubådskrig og repræsenterede en linje, som troede, at Tyskland kunne diktere fredsbetingelserne gennem en militær sejr; først sent i 1918 erkendte han nederlaget.

Paul von Hindenburg rådede i 1919 den nye republikanske regering til at underskrive Versaillestraktaten med henvisning til, at militær modstand var udsigtsløs. Snart efter hævdede han imidlertid, at den tyske hær var blevet faldet i ryggen af hjemmefronten, hvorved han var blandt skaberne af den såkaldte dolkestødslegende.

I april 1925 blev den da 77-årige Hindenburg valgt til rigspræsident som kandidat for højrefløjen. I dette magtfulde embede blev han en nøglefigur under Weimarrepublikkens politiske krise 1929-30; under indflydelse af rådgivere som general Kurt von Schleicher tilstræbte han en mere konservativ styreform.

Med henvisning til Rigsdagens splittelse indførte Hindenburg i 1930 et mere autoritært styre med hjemmel i rigsforfatningens § 48, som gav rigspræsidenten ret til at regere med nødforordninger.

Da nødforordningsstyret kom under tiltagende pres fra nazipartiet, NSDAP, lod Hindenburg sig i januar 1933 overtale til at udnævne Adolf Hitler til rigskansler og til at give ham ekstraordinære magtbeføjelser. Året efter døde Hindenburg, og han efterfulgtes af Hitler, der fik titlen fører og rigskansler.

Eftertiden har senere erkendt, at han næppe - såvel militært som politisk - var nogen større begavelse. Hindenburg blev mod sit ønske bisat ved en statsbegravelse under overværelse af Hitler i det monumentale krigsmindesmærke Reichsehrenmal Tannenberg i det daværende Østpreussen, som blev opført i 1924-27 og indviet af Hindenburg til minde om hans sejr dér over russerne i august 1914.

I januar 1945 blev hans og hustruens bronzekister bragt i sikkerhed i Berlin, og i 1946 blev de flyttet til Elisabethkirche i Marburg, hvor han var æresborger.

Man hædrede desuden Paul von Hindenburg ved i 1936 at opkalde Tysklands (og tillige verdens) største luftskib efter ham (se Hindenburg (LZ 129), men det brændte op i 1937 under landing ved Lakehurst, New Jersey, USA.

Et mere varigt minde er Hindenburgdæmningen, som forbinder øen Sild med fastlandet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig