DDR

De sejrende magter efter 2. Verdenskrig – de vestlige allierede og Sovjetunionen – havde lært én lektie af fredsforhandlingerne efter 1. Verdenskrig. Den var, at det besejrede Tyskland denne gang skulle være totalt besat indtil det tidspunkt, hvor en fredstraktat kunne blive underskrevet med et demokratisk Tyskland.

Derfor var aftalen, at Sovjetunionen besatte det østlige Tyskland. Hovedstaden Berlin blev besat i fællesskab af de allierede og inddelt i fire sektorer, en til hver af de fire besættelsesmagter. Dette arrangement for det fremtidige Tyskland blev bekræftet ved en konference blandt de allierede magter i Potsdam i juli 1945.

De fælles principper for besættelsen af Tyskland, som de allierede var enige om, bestod af følgende: 1. Nationalsocialismen i alle dens former skulle elimineres. 2. En demokratisk genopdragelse skulle pålægges det tyske folk. 3. Tyskland skulle afmilitariseres og de dele af Tysklands industrielle kapacitet, der kunne bruges til militærproduktion, skulle elimineres. 4. Tyskland skulle betale krigsskadeserstatninger til de allierede.

Allerede under krigen og i særdeleshed under Potsdam-konferencen viste der sig store spændinger mellem de vestlige allierede på den ene side og Sovjetunionen på den anden side. De ideologiske forskelle mellem Vestens demokrati og markedsøkonomi og Sovjetunionens kommunisme og planøkonomi fik også betydning for Tysklands fremtid.

De ideologiske forskelle betød, at beslutningen om at behandle Tyskland som én økonomisk enhed ikke blev til noget. Uenighed om Sovjetunionens ret til at kræve fabrikker og maskineri udleveret også fra den vestlige side, Berlins status, den amerikanske Marshall-hjælp til (Vest)Tyskland, valutapolitikken og andre emner førte til sammenbrud for den fælles firemagtskontrol i det allierede kontrolråd i 1948. Og i slutningen af 1947 var forhandlingerne om fred med Tyskland reelt brudt sammen. Dermed var vejen banet for et todelt Tyskland med Forbundsrepublikken Tyskland i vest og DDR i øst.

Sovjetunionen havde allerede før den tyske kapitulation i maj 1945 sendt en gruppe tyske kommunister i sovjetisk eksil "Gruppe Ulbricht" til Berlin i det østtyske område. Det skete for at berede vejen for et regime efter sovjetisk model. Formelt set tillod Sovjetunionen ligesom de vestlige allierede dannelsen af politiske partier i den sovjetiske besættelseszone. Samtidig favoriserede man klart det tyske kommunistparti, KPD. I østzonen blev der endvidere gennemført en nærmest total udrensning af nazisterne i hele den offentlige sektor. I alt blev cirka 520.000 personer udrenset, før afnazificeringen blev indstillet i februar 1948 i den sovjetiske besættelseszone.

Formelt var DDR et såkaldt folkedemokrati, der baserede sig på et samarbejde mellem de tilladte demokratiske partier. De indgik sammen med de såkaldte masseorganisationer som ungdomsorganisation Freie Deutsche Jugend (FDJ), fagbevægelsen Freier Deutscher Gewerkschaftsbund (FDGB) og kvindeforbundet Demokratischer Frauenbund Deutschlands (DFD) i den såkaldte Nationale Front.

Den nationale front i DDR opstillede en fælles liste til valgene, og den udgjorde grundlaget for regeringen. Dette samarbejde betød, at der reelt ingen opposition fandtes i det østtyske parlament Folkekammeret (på tysk Volkskammer), og der kendes kun et eksempel på et lovforslag der ikke blev enstemmigt vedtaget i Folkekammeret: Ved et lovforslag om fri abort fik medlemmer af CDU således lov til at stemme imod.

Karakteristisk for DDR var, at der ud over de formelle borgerlige rettigheder også fandtes såkaldte sociale rettigheder i forfatningen, bl.a. andre retten til arbejde, til ferie og adgang til et statsligt finansieret uddannelses- og sundhedssystem.

Sovjetunionen pressede på for at få en sammenslutning de to arbejderpartier, KPD (kommunister) og SPD (socialdemokrater) til ét parti. Fusionen fandt sted i april 1946 og skabte ét nyt parti: det Socialistiske Enhedsparti i Tyskland (Sozialistische Einheitspartei Deutschlands – SED). Under forhandlingerne om en sammenslutning blev der afgivet løfter om lige behandling af KPD- og SPD-medlemmerne inden for SED. Løfterne blev dog snart efter ignoreret af Sovjetunionen, og SED blev meget hurtigt et rendyrket kommunistisk parti.

Det liberale parti (Liberal-Demokratische Partei Deutschlands – LDPD) og det kristeligt demokratiske parti (CDU) fik tilladelse til at fortsætte med at eksistere i østzonen. Men i 1948 blev der samtidig skabt to ’marionetpartier’ i form af det Demokratiske Bondeparti (DBD) og det Nationale Demokratiske Parti i Tyskland (NDPD); sidstnævnte var et parti for ekssoldater og rehabiliterede medlemmer af nazistpartiet. Det skete med det formål at tiltrække dem, som ellers måske ville have stemt på LDPD og CDU. På trods af eksistensen af andre partier end SED var der ingen tvivl om, at SED var det ledende parti i DDR.

For at cementere SED's rolle som ledende parti blev der desuden skabt et enhedslistesystem for den Nationale Front, hvor alle mandater blev tildelt partierne ud fra et kvotesystem forud for valgdagen. Vælgere kunne således ikke vælge kandidat eller parti, men skulle blot stemme for eller imod én samlet liste over godkendte kandidater.

De fire partier ud over SED indgik i en fælles ’Enhedsfront af antifascistisk-demokratiske partier’ (Antifa-Bloch). På denne måde var partikonkurrencen elimineret, og SED's hegemoni var sikret. Samme procedure blev også anvendt i forhold til organisationer som fagforeninger og ungdomsorganisationer, der på samme måde blev underkastet SED's dominans.

Der var også stor forskel mellem de vestlige besættelsesmagter og Sovjetunionen i synet på omfanget af de tyske krigsskadeserstatninger. Sovjetunionen gik langt mere hårdhændet til værks end vestmagterne. I oktober 1945 beslaglagde den sovjetiske besættelsesmagt cirka 7000 industrivirksomheder i østzonen.

Af de 7000 beslaglagte virksomheder overgik de 213 vigtige industrivirksomheder (svarende til 25-30 procent af zonens industriproduktion) til egentlig sovjetisk ejendom i juni 1946. Den sovjetiske politik gik samtidig ud på, at der skulle etableres et planøkonomisk system efter sovjetisk forbillede i østzonen, hvilket var helt forskelligt fra den markedsøkonomiske model, som blev gennemført i de vestallieredes besættelseszoner.

Socialiseringspolitikken sås også på landbrugsområdet i østzonen. Alle landbrug over 100 hektar blev i første omgang konfiskeret. Der blev oprettet mange småbrug, som i anden omgang fra 1952 indgik i de store østtyske kollektivbrug á la systemet i Sovjetunionen.

Jordreformerne i den sovjetiske besættelseszone i Tyskland og i Polen havde som konsekvens, at junkerne med ét blev udslettet som social klasse. Junker-aristokratiet havde ellers udgjort en betydelig del af den jordejende klasse i Presussen i mange hundrede år. De repræsenterede en århundredgammel økonomisk struktur, som havde haft så stor betydning for udformningen af tysk og preussisk politik og militær. Nu var den tilintetgjort. Junkerklassens århundredgamle frygt for Rusland/Sovjetunionen viste sig således begrundet.

Oprettelsen af Forbundsrepublikken Tyskland af de vestlige magter den 23. maj 1949 fik hurtigt et sovjetisk svar. Forberedelserne var påbegyndt i 1947, og den 7. oktober 1949 trådte en ny forfatning for DDR i kraft og med dannelse af en regering ledet af Otto Grotewohl (SED) var Deutsche Demokratische Republik konstitueret.

Det nyoprettede DDR havde i begyndelsen indtil 1955 begrænset suverænitet, men oprettede i 1956 Nationale Volksarmee og blev medlem af Warszawapagten. DDR blev dog i de første år kun anerkendt af Sovjetunionen og andre socialistiske stater. Først fra 1972 blev DDR bredere internationalt anerkendt.

Den østtyske økonomi og samfund var i begyndelsen præget af, at DDR i henhold til Potsdam-aftalen skulle yde store krigsskadeserstatninger til Sovjetunionen. De blev hentet som overtagelse af virksomheder, hentet fra den løbende produktion og som demontering af jernbanestationer og af dobbeltskinner. Frem til 1954, da betalingerne ophørte, menes DDR at have betalt 14 milliarder dollars i krigsskadeserstatninger til Sovjetunionen og Polen.

I 1952 vedtog SED at opbygge grundlaget for socialisme i DDR efter sovjetisk model. Der blev indført planøkonomi, hviket førte til kollektivisering af landbruget, altså af alle de nye brug, der var oprettet efter 1946, og kollektivisering af håndværks- og handelssektoren. Det udløste stor modstand fra bønderne; en del bønder flygtede til Vesttyskland, og det blev fra 1958 afløst af en tvangskollektivisering af landbruget.

For at finansiere opbygningen af socialismen vedtog regeringen en forhøjelse af arbejdsnormerne, hvilket var ensbetydende med en lønsænkning, da der skulle ydes mere for samme løn. Det udløste en strejke blandt bygningsarbejderne på Stalinallee den 16. juni 1953. Strejken bredte sig, og det udviklede sig til en regulær folkeopstand, Juniopstanden. Regeringen mistede kontrollen og måtte søge tilflugt i det sovjetiske hovedkvarter i Karlshorst, DDR vaklede, landet blev sat i undtagelsestilstand.Sovjetiske militærstyrker blev indsat, knuste opstanden og reetablerede SED-styrets magt. Omkring 50 mennesker menes dræbt eller henrettet, og godt 1.000 personer blev anholdt. Mange flygtede til Vesttyskland.

Opstanden i 1953 knuste samtidig sovjetiske forhåbninger om, at kommunisterne i DDR nogensinde ville komme til at spille en rolle i et eventuelt forenet Tyskland. Sovjetunionen var nu desuden klar over, at kun sovjetisk understøttelse kunne holde DDR-styret ved magten.

1950'erne var en økonomisk, social og politisk hård tid for mange østtyskere, og mange valgte at udvandre eller flygte. Det var ikke mindst mange unge, faglærte og veluddannede borgere, som udvandrede til Vesttyskland. Frem til 1961 flygtede godt tre millioner mennesker, altså godt 1/3 af den østtyske befolkning.

Udvandringen skabte problemer for den østtyske planøkonomi, der var truet af sammenbrud. Derfor besluttede DDR-styret i august 1961 at søge at standse flugtstrømmen ved at opføre Berlinmuren, som delte Berlin i to og endte med at udgøre en mur rundt om Vestberlin. Man konstruerede også et velbevogtet grænsehegn langs hele grænsen mellem DDR og Vesttyskland. Grænsehegnet var bemandet med grænsevagter, som havde ordre til at skyde, hvis nogle forsøgte at komme til Vesttyskland.

Jerntæppet var hermed en helt konkret og synlig realitet langs den tysk-tyske grænse. Resultatet var på den ene side større stabilitet i DDR, da folk indså, at de var nødt til at tilpasse sig regimet i stedet for at forsøge at udvandre fra det.

Berlin-muren stabiliserede DDR, den indre kontrol blev gennem Stasi øget, og de økonomiske og sociale forhold blev lidt forbedret, For østtyskerne var prisen, at de var lukket inde med SED, og mange følte berettiget, at DDR-styret holdt landets egne borgere som i et fængsel. En del blev også dræbt under flugtforsøg. Desuden nåede levestandarden aldrig Vesttysklands niveau. En del DDR-borgere blev fængslet for systemkritik eller i et forsøg på at forlade DDR uden tilladelse. En del blev siden ofte frikøbt af Vesttyskland som politiske fanger, når DDR havde brug for 'hårde' D-mark.

Den østtyske statsledelse forsøgte at imødegå udvandringen ved hjælp af hård grænsekontrol (især fra 1961) og hårde straffe for ’republikflugt’. Den blev effektueret, hvis de udvandrede kom midlertidigt tilbage på fx familiebesøg i DDR.

Så længe sektorgrænsen midt i Berlin havde været åben, kunne udvandringen imidlertid kun vanskeliggøres, men ikke forhindres. Tyskerne i DDR viste deres utilfredshed med mangel på demokrati og lav levestandard ved at ’stemme med fødderne’.

Efterhånden fik udvandringen et sådant omfang, at den omkring 1960 var tæt på at føre til den østtyske stats sammenbrud. Den 13. august 1961 afspærrede den østtyske regering i strid med firemagtsaftalen om Berlin alle grænser mellem Øst- og Vestberlin og påbegyndte opbygningen af Berlinmuren.

Med Berlinmuren og grænsehegnet mellem DDR og Vesttyskland stoppede flugten fra DDR delvis, men det havde den store pris, at DDR-borgerne bogstavelig talt blev lukket inde uden mulighed for at besøge borgerne i Forbundsrepubikkenog især Vestberlin, som mange borgere havde tætte familiebånd med.

DDR blev integreret i den sovjetiske blok gennem medlemskabet af de østeuropæiske samarbejdsorganer i form af Rådet for Gensidig Økonomisk Assistance (COMECON) og den militære Warszawapagt. DDR var blandt de stater i den kommunistiske blok, som støttede Sovjetunionen mest trofast (indtil Mikhail Gorbatjovs reformer).

DDR-styrets støtte til Sovjetunionen hang sammen med, at DDR fuldt ud skyldte Sovjetunionen sin eksistens, og at denne kun blev opretholdt via sovjetisk understøttelse. Det gjaldt ikke i samme grad – om overhovedet – for de øvrige østeuropæiske lande som Polen, Tjekkoslavakiet, Ungarn og Rumænien. DDR's ledere støttede således entusiastisk den sovjetiske aktion for at eliminere det ungarske oprør i 1956 og med hensyn til at nedkæmpe reformtendenserne under ’foråret’ i Tjekkoslovakiet i 1968.

Mange havde håbet, at skiftet i DDR-lederskabet fra Walter Ulbricht til Erich Honecker i 1971 ville medføre en mere pragmatisk og social politik i DDR. Der kom imidlertid ikke, bortset fra øget boligbyggeri, mange ændringer på den indenrigspolitiske scene, men der blev dog underskrevet en traktat mellem de to tyske stater i 1972. Det var første skridt i den tysk-tyske udsoning og et af de konkrete resultater af den vesttyske kansler Willy Brandts Ostpolitik.

Forholdet mellem DDR og Vesttyskland var en nøglefaktor i øst-vestforholdet. I Tyskland reflekterede den kolde krig sig i opdelingen i to stater. I første omgang så en genforening ud til at være urealistisk, netop fordi de to tyske stater hver især var integreret i rivaliserende blokke.

DDR-styret accepterede oprindelig ligesom Vesttyskland officielt, at genforeningen ville finde sted på et tidspunkt. Men DDR's vision for et genforenet Tyskland var en socialistisk republik. Det så imidlertid mere end svært ud, når det langt større Vesttyskland var kapitalistisk.

Både Forbundsrepublikkens første kansler, Konrad Adenauer, og de vestlige allierede søgte at knytte Vesttyskland så tæt til Vesten som muligt både økonomisk og militært. Den udvikling lagde pres på Sovjetunionen og DDR. DDR's ministerpræsident i begyndelsen af 1950'erne, Otto Grotewohl, forsøgte sig med en plan for genforeningen af Tyskland i en neutral stat.

En genforeningsplan baseret på et neutralt Tyskland var uacceptabel for Adenauer-regeringen, som forlangte, at frie tyske valg skulle gå forud for enhver konference om forfatningen for at genforene Tyskland i én tysk stat. Det var imidlertid en betingelse, som SED i DDR ikke turde acceptere, da SED efter alt at dømme så ville miste enhver indflydelse på Tysklands politiske retning, fordi meget få ville stemme på SED ved frie valg. Da genforeningen kom i 1990 var Adenauer-regeringens linje, som blev fulgt, og konsekvensen blev, som SED havde frygtet.

Den sovjetiske leder Josef Stalin sendte i 1952 en besked til de vestlige magter, hvor han tilbød et genforenet Tyskland baseret på frie valg og en fredstraktat med de allierede. Betingelsen var dog, at det genforenede Tyskland skulle være en neutral og relativt afrustet stat, hvor der kun skulle være de styrker, som var nødvendige for landets forsvar.

Et genforenet Tyskland måtte ifølge Stalins plan ikke være bundet til NATO. Disse vilkår var imidlertid uacceptable for Adenauer og hans vestlige allierede. De frygtede bl.a., at et relativt afrustet og genforenet Tyskland ville glide langsomt ind i den sovjetiske magtsfære og være et let militært bytte i tilfælde af en sovjetisk aggression.

Som modsvar udviklede Adenauer en isoleringspolitik over for DDR baseret på den såkaldte Hallstein-doktrin (opkaldt efter Walter Hallstein, som var departementschef i det tyske udenrigsministerium). Doktrinen indebar, at intet land – med undtagelse af Sovjetunionen – som havde diplomatiske forbindelser til DDR, også kunne have sådanne forbindelser til Forbundsrepublikken Tyskland.

Hensigten med Hallstein-doktrinen var at nægte DDR international legitimitet. Det indebar bl.a., at ikke mindst tredjeverdenslande, som var afhængige af bistand fra og handel med Vesttyskland, måtte acceptere, at sådanne fordele også havde politiske betingelser.

I Forbundsrepublikken Tyskland gav ikke-anerkendelses-politikken i forhold til DDR sig bl.a. udslag i, at man i de første år omtalte DDR som die Sowjetische Besatzungszone eller Østzonen. Senere gik man over til at tale om Pankow-regimet eller den såkaldte Tyske Demokratiske Republik. Medierne i Vesttyskland henviste i det hele taget ofte til DDR som noget, der foregik i tysk indenrigspolitik. For dem var Østtyskland det tabte territorium øst for Oder-Neisse-grænsen.

I Forbundsrepublikken Tysklands grundlov, Grundgesetz, stod der indtil genforeningeni 1990, at DDR ikke var en ’fremmed’ stat. DDR var snarere en del af Tyskland, som var under midlertidig ekstern kontrol. Dette betød i praksis, at alle DDR-borgere havde ret til statsborgerskab i Vesttyskland, hvilket også gjorde udvandringen fra DDR lettere. Desuden fastholdt Forbundsrepubikken Tyskland via Hallstein-doktrinen som nævnt, at man var landet, der alene havde ret til at repræsentere alle tyskere på vegne af den demokratisk legitime, suveræne tyske stat.

Det var først i perioden 1966-1969 under den store koalition mellem de kristelige unionspartier CDU/CSU og det socialdemokratiske SPD, at den første optøning fandt sted i forholdet til DDR fra den vesttyske regerings side. Optøningen tog mere fart med østpolitikken under Brandt-regeringen fra 1969. Efter møder mellem forbundskansler Willy Brandt og den daværende østtyske ministerpræsident Willi Stoph i Erfurt og Kassel i 1970 blev der underskrevet en traktatlignende aftale i november 1972. Når aftalen ikke fik status af en egentlig traktat, skyldtes det, at Vesttyskland som nævnt ikke betragtede DDR som en suveræn stat, og traktater indgås mellem stater.

Den tysk-tyske aftale indebar bl.a. lettere adgang og fri adgang for journalister fra en tysk stat til at operere inden for den andens territorium. Den muliggjorde også, at begge tyske stater kunne tilslutte sig internationale organisationer som FN. Forbundsrepublikken Tyskland sikrede endvidere i tillæg til aftalen, at landets egen fundamentale position vedrørende en eventuel genforening af de to dele af Tyskland blev bevaret.

Aftalen regulerede forholdet mellem DDR og Vesttyskland på en mere pragmatisk måde end tidligere. Samhandelen steg på baggrund af øgede lån fra Vesttyskland til DDR og som følge af betalinger fra Vesttyskland for eksempelvis postservice og rejseruter til Vestberlin. Antallet af personlige og kommercielle kontakter steg også betragteligt. Der var imidlertid helt overvejende tale om, at flere fra Vesttyskland besøgte DDR end omvendt.

I midten af 1980'erne var ideen om en tysk genforening i de flestes øjne urealistisk. Der var endda nogle venstreorienterede politikere, som foreslog, at Vesttyskland skulle indse realiteterne, fjerne alle referencer til en mulig genforening fra landets grundlov.

Det var også et udtryk for normaliseringen af forholdet mellem de to tyske stater, at DDR’s leder, Erich Honecker, blev inviteret til at besøge Vesttyskland. Efter adskillige afbud på grund af protester fra Sovjetunionen foretog han det, der lignede et statsbesøg i Vesttyskland i 1987.

Endnu i begyndelsen af 1989 havde Honecker udtalt, at Berlinmuren skulle blive stående, så længe der var behov for det. Men også i DDR voksede kravet om reformer, og fra september 1989 og efteråret 1989 blev præget af omfattende demonstrationer mod regimet. Den sædvanlige reaktion med at udskifte personer virkede ikke længere, og presset for ændringer voksede. Mindre end et år senere faldt Berlinmuren imidlertid, efter at SED-sekretær Günther Schabowski (1929-2015) den 9. november om aftenen forfjamsket havde sagt, at fri udrejse gjaldt "øjeblikkeligt" (unverzüglich). Østberlinerne kunne nu frit rejse frit over grænsen.

Ved de første frie valg i DDR i marts 1990 viste der sig flertal for de partier, der gik ind for en forening med Vesttyskland. En ny DDR-regering ledet af den kristelige demokrat Lothar de Maizière erklærede sig rede til at forhandle med Vesttyskland. Forhandlingerne blev indledt i maj 1990. Et halvt år efter var DDR opslugt af (eller genforenet med) Vesttyskland under sidstnævntes officielle navn, Forbundsrepublikken Tyskland, selv om navnet Tyskland mere og mere anvendes som navn for den nye stat i stedet for navnet Forbundsrepublikken. Før foreningen var det lige omvendt. Genforeningen mellem de to tyske stater fandt i øvrigt sted nøjagtig som forudsat i den tyske grundlov.

En nøglebegivenhed i genforeningsprocessen var tilbuddet fra Vesttyskland til DDR om en økonomisk og valutarisk union, hvor DDR-mark kunne veksles 1:1 med vesttyske D-mark. Den måde at binde den østtyske mark til den vesttyske mark på var ensbetydende med et fælles valutaområde og reelt vejen til en hurtig genforening.

Tilbuddet om skabelsen af en union på én gang blev modstræbende accepteret af DDR og endeligt underskrevet i maj af en nyvalgt DDR-regering under Lothar de Maizière. Der var ikke andre muligheder for DDR-styret. DDR savnede i den grad en regering med autoritet og evne til at administrere landet.

Befolkningen nægtede at adlyde nogen ordre, tiggede om at få adgang til D-marken og truede med at udvandre til Vesttyskland i stor stil. Nu kunne man igen 'stemme med fødderne'. Det var som i 1950'erne risikoen for at blive tømt for borgere, som udgjorde den største trussel mod DDR's eksistens. I modsætning til dengang ophørte landets eksistens efter indgåelse af en foreningstraktat 31. august i oktober 1990.

• Berlinmuren
• Sovjetunionen
• SED