Valgkampsstand for partiet De Grønne
Creativecommons.org.
Licens: CC BY 2.0
De Grønne ved landdagsvalget i Bayern i 2018
De Grønne i valgkamp
Creativecommons.org.
Licens: CC BY NC ND 2.0

De Grønne er et tysk miljøparti, som blev stiftet i 1980. Fra 1993 har det officielle tyske navn været Bündnis 90/Die Grünen, da der skete en sammenslutning med den østtyske borgerrettighedsbevægelse Bündnis 90. I daglig tale kaldes partier imidlertid blot Die Grünen (på dansk De Grønne).

Faktaboks

Også kendt som

Die Grünen

Bundnis 90/Die Grünen

Det grønne pionerparti

Det vesttyske De Grønne var ved fremkomsten et helt anderledes parti end de andre tyske politiske partier. Det udviklede sig især på baggrund af miljøbevægelsen i de sene 1960'ere. Selv om der var flere små ’ny-venstre’ protestpartier, der på det tidspunkt samlede sig i Holland, Frankrig, Italien og Danmark (i form af Venstresocialisterne), var det ikke før et årti senere, at de grønne partier også opstod i andre europæiske lande som eksempelvis Østrig og Sverige (i form af Miljöpartiet). Det tyske De Grønne har siden vist sig at være det mest succesfulde i Europa, og Tyskland har som i sin tid de socialdemokratiske partier været et partipolitisk modelland for de grønne partier i andre europæiske lande.

De Grønne etablerede sig lokalt i første omgang. Allerede i 1977 tog de del i de lokale valg i Niedersachsen efter en kontroversiel beslutning om at bygge et atomaffaldsanlæg i Gorleben i denne delstat. Som et resultat heraf blev lokale grønne grupper generelt betragtet af offentligheden som protestgrupper.

De ideologiske strømninger i partiet

En venstresocialistisk gruppering tilsluttede sig også den grønne bevægelse i dens tidlige dage. Det gav anledning til intern kamp og opdeling. Feminist-bevægelsen havde tillige stærke forbindelser til og overlapninger med De Grønne. Selv om det ikke var alle i den grønne bevægelse, der støttede feministerne og omvendt, var der stadig nogle, der gjorde. Først og fremmest drejede bevægelsen bag De Grønne sig imidlertid om beskyttelse af miljøet.

Selv om De Grønne stillede op til Europa-Parlamentet i 1979, blev partiet først grundlagt nationalt ved Karlsruhe-konferencen i januar 1980. Omkring 1000 såkaldte regnbuedelegerede fra forskellige fraktioner samlede sig for at grundlægge De Grønne på forbundsniveau. Senere det år stillede det nyligt etablerede parti op til forbundsdagsvalget, men uden resultat. For det første var det for tidligt for et nyt parti, som kun lige var blevet etableret på forbundsniveau. For det andet var 1980 året for det berømte Schmidt-Strauß opgør om kanslerposten. Hele valgkampen polariserede vælgerne i støtten til enten den ene eller den anden af kanslerkandidaterne. Vælgerne inddelte sig i to grupper, og kun en lille del var opmærksom på De Grønne.

I Forbundsdagen

Valgplakat fra De Grønne ved forbundsdagsvalget i 2017

De Grønne formåede dog at klare femprocentgrænsen ved forbundsdagsvalget i 1983. Valget skyldtes de usædvanlige politiske begivenheder i oktober 1982 med det ikke-planlagte magtskifte på forbundsniveau i forbindelse med, at Helmut Kohl blev kansler. De Grønne fik knap seks procent af andenstemmerne. Partiet øgede sin andel fire år senere og konsoliderede derved sin position som forbundsparti. Desværre for partiet tog De Grønne ikke spørgsmålet om tysk genforening op. Som en konsekvens heraf lykkedes det ikke De Grønne i Vesttyskland at klare spærregrænsen ved det første fællestyske valg i 1990. Det var kun de østtyske grønne, som blev repræsenteret ved dette valg.

Som en reaktion mod dette blev et nyt helt og landsdækkende tysk grønt parti dannet i 1993. Det bestod af de grønne partier i både de vestlige og de østlige delstater. Det skete under det nye navn ’Bundnis 90/Die Grünen’. Fusionen har siden vist sig at være til stor fordel for partiet.

Partiet har været repræsenteret i Forbundsdagen siden 1983 (8,9 procent af stemmerne i 2017) og i EU-Parlamentet fra 1984 (20,5 procent af stemmerne i 2019). Det har også sæde i de fleste delstatsparlamenter, hvor det flere steder har indgået i koalitionsregeringer med SPD og endda med CDU (i Baden-Württemberg).

I regering

De Grønne har som erklæret mål at opnå regeringsmagten på landsplan ved en koalition med SPD. Partiet dannede 1998 regeringskoalition med Socialdemokratiet (SPD) og fik tre ministerposter inden for områder af særlig interesse for partiet, miljø, kernekraft og forbrugerbeskyttelse.

Partiets leder, Joschka Fischer, blev udenrigsminister og markerede sig hurtigt både nationalt og internationalt, selvom han flere gange skulle bekæmpe intern opposition, når mærkesager måtte justeres eller opgives.

Ved forbundsdagssvalget i 2005 tabte SPD-De Grønne regeringsmagten. Efter valgnederlaget trådte Joschka Fischer tilbage som partileder og i 2006 nedlagde han sit mandat i Forbundsdagen.

I delstaterne

De Grønnes ministerpræsident i Baden-Württemberg, Winfried Kretschmann

Siden har partiet ikke mindst haft succes i en række landsdagsvalg. Ved valget til landdagen i Hamburg i 2020 fik partiet 24,2 procent af stemmerne, og ved landdagsvalget i Baden-Württemberg i 2021 fik partiet hele 32,6 procent af stemmer og beholdt dermed ministerpræsidentposten i koalitionsregeringen med CDU.

De Grønnes ministerpræsident i Baden-Württemberg er Winfried Kretschmann. Han har ført en pragmatisk, midtersøgende og nærmest værdikonservativ linje, som har gjort ham populær.

Forpersoner

Annalena Baerbock, den ene af  De Grønnes forpersoner og udenrigsminister i Olaf Scholz' regering

Robert Habeck og Annalena Baerbock har siden 2018 været forpersoner for De Grønne. Robert Habeck har studeret i Danmark, taler dansk og har haft sine børn i dansk skole i Flensborg. Begge fik vigtige ministerposter ved efter forbundsvalget i september 2021.

Annalena Baerbock blev i april 2021 valgt som De Grønnes kandidat til forbundskanslerposten ved valget i september 2021. Det lykkedes dog ikke at få den position, som gik til Olaf Scholz fra SPD i den nye "trafiklysregering" (navnet skyldes, at de tre partier i den nye flertalsregering – SPD, De Grønne og FDP – har partifarverne rød, grønd og gul). Annalena Baerbock fik imidlertid den vigtige udenrigsministerpost. Robert Habeck blev klima- og økonominister.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig