Egon Bahr, tysk socialdemokratisk politiker. Bahr var journalist og i 1960'erne Vestberlins overborgmester Willy Brandts nære rådgiver. I 1963 formulerede Bahr med ordene "forandring gennem tilnærmelse" en ny Tysklands- og Østpolitik, som fra 1969 blev ført ud i livet, da Willy Brandt blev forbundskansler. Bahr blev samme år statssekretær og i 1972 medlem af Forbundsdagen. Han var leder af flere vesttyske delegationer ved forhandlinger angående Østspørgsmål. Desuden 1972-74 minister uden portefølje og 1974-76 minister for økonomisk samarbejde; 1976-81 var Bahr SPD's generalsekretær, og 1984-94 var han leder af Instituttet for Fred og Sikkerhed i Hamburg.