Historikerstriden var en diskussion mellem vesttyske historikere og filosoffer 1986-1989 om nazismens og især jødeudryddelsens plads i Tysklands historie.

Faktaboks

Også kendt som

der Historikerstreit på tysk.

Emnet for historikerstriden

Striden blev udløst af filosoffen Jürgen Habermas med hans artikel "Eine Art Schadensabwicklung" ("En slags skadesafvikling") i ugemagasinet Die Zeit 11.7.1986, hvori han anklagede flere navngivne tyske historikere, bl.a. Ernst Nolte (1923-2016) og Andreas Hillgruber (1925-1989), for at forsøge at relativere nazismen ved at jævnføre dens forbrydelser, især udryddelsen af Europas jøder med andre folkemord.

Habermas' kritik udløste en skarp offentlig debat om Tyskland og holocausts plads i tysk historie mellem konservativt-nationale historikere som Hillgruber og Klaus Hildebrand (født 1941) på den ene side og liberale og socialistiske som Hans Mommsen (1930-2015) og Hans-Ulrich Wehler på den anden.

Historikerstriden gik i sig selv, da spørgsmålet om Tysklands genforening blev aktuelt i efteråret 1989. Men den bidrog til, at jødeudryddelsen kom til at indgå som en vigtig del af Tysklands historie.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig