Faktaboks

Joachim Gauck
Født
24. januar 1940

Joachim Gauck er en tysk politiker, præst og borgerrettighedsforkæmper. Han var forbundspræsident i 2012-2017. Joachim Gauck voksede op i DDR; da han var barn blev hans far indsat i en sovjetisk fangelejr i Sibirien, en erfaring, der kom til at præge Gaucks senere virke. Han blev protestantisk præst og oplevede megen chikane fra de østtyske myndigheder. I perioden op til Murens fald var han en ledende skikkelse i oppositionen mod DDR's styre, og i 1990 indvalgtes han i Folkekammeret for Bündnis 90.

Ved opløsningen af DDR og de østtyske delstaters indlemmelse i Forbundsrepublikken blev Gauck leder af Stasiarkiverne og fik derved en vigtig position i undersøgelsen af forbrydelser begået af DDR-regimet. Han sad i denne stilling indtil 2000.

I 2010 var Joachim Gauck, som var bredt anerkendt over det meste af det politiske spektrum, SPD's og Die Grünens kandidat til præsidentposten, men ved afstemningen blev han slået af Christian Wulff. Da Wulff i februar 2012 blev tvunget til at træde tilbage var Gauck atter kandidat, denne gang også støttet af CDU, CSU og FDP, og uden modkandidat formelt valgt og indsat i embedet 18.3.2012.

2009 udkom Joachim Gaucks erindringer Winter im Sommer – Frühling im Herbst (da. Fra vinter til vår. Mit livs rejse, 2014).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig