antikommunisme

Den højreorienterede antikommunisme har sin oprindelse i borgerkrigen i Rusland, hvor vestmagterne støttede "de hvide" mod de "røde", bolsjevikkerne. Den fortsatte som en stærkt antisocialistisk strømning. Fra et højre-antikommunistisk synspunkt var kommunismen farlig, fordi den ville gennemføre en verdensrevolution og dermed være en trussel mod civilisationen, nationen, ejendommen, familien og religionen.

I mellemkrigstiden var antikommunismen medvirkende til, at fascister og nazister kunne nå frem til langt flere end deres egentlige tilhængere på grund af den almindelige forskrækkelse efter bolsjevikkernes magtovertagelse i Rusland. Den katolske kirke fordømte kommunismen som ateistisk. I Tyskland blev antikommunismen endvidere koblet sammen med antisemitismen, og kommunismen blev anset for jødisk. I 1930'erne blev antikommunismen statslig, da Tyskland og Japan i 1936 grundlagde Antikominternpagten, der var vendt mod Komintern (Kommunistisk Internationale) og indirekte mod Sovjetunionen. Italien tilsluttede sig Antikominternpagten i 1937, og i 1941 blev pagten fornyet med mange nye stater, heriblandt Danmark.

Venstreorienteret antikommunisme, især den socialdemokratiske, bekæmpede kommunismen, fordi den var udemokratisk, og fordi USSR blev anset som et diktatur. De revolutionære bevægelser, fx den anarkistiske, gik desuden imod kommunismen, fordi den ikke gennemførte en egentlig socialistisk revolution.

Ved den Kolde Krigs begyndelse i 1946-1947 fik højreorienteret og socialdemokratisk antikommunisme et mere ensartet præg. Den understregede modsætningen mellem "den frie verden" og totalitarismen og førte til en amerikansk politisk og kulturel offensiv i Europa med dannelsen af NATO i 1949 og Kongressen for Kulturel Frihed i 1950.

Antikommunismen eksisterede i denne form frem til kommunismens og USSR's sammenbrud 1989-1990. Dens styrke har vekslet med venstrefløjens styrke og har således været offensiv, når venstrefløjen vandt frem, fx efter valget af Salvador Allende som Chiles præsident i 1970.

Antikommunismen fæstede tidligt dybe rødder i amerikansk politisk kultur og har i perioder tangeret, hvad der kunne kaldes nationalt hysteri, hvilket bl.a. var tilfældet under den såkaldte Red Scare 1919-1920 og senere i 1950'erne under mccarthyismen. I 1920'erne blev den antikommunistiske retorik brugt flittigt i bestræbelserne på at bekæmpe fagforeninger og i forsøgene på at standse strømmen af immigranter — særligt fra Østeuropa — der blev stemplet som farlige revolutionære.

USA's alliance med Sovjetunionen under 2. Verdenskrig medførte et midlertidigt tøbrud, men med udbruddet af den Kolde Krig indtog antikommunismen atter en central rolle i amerikansk samfundsdebat. Hvor den i 1920'erne især var blevet næret af etniske og klassemæssige spændinger, var det nu i højere grad forestillingen om, at den amerikanske supermagt var truet af kommunister og deres sympatisører i statsadministrationen, undervisningssektoren (se bl.a. Alger Hiss) og filmindustrien.

I 1990'erne godtgjorde nyåbnede arkiver, at sovjetisk spionage under den Kolde Krig havde haft et større omfang end hidtil antaget. Skønt heksejagten på "undergravende elementer" aftog kraftigt efter senator Joseph McCarthys politiske fald i 1954, er forestillingen om the American way som kommunismens ideologiske modpol forblevet en hovedhjørnesten i nationens politiske selvforståelse.

Antikommunismen var stærk under Weimarrepublikken, og den kulminerede i 1933, da det nazistiske styre forbød det kommunistiske parti KPD og forfulgte kommunisterne.

Efter at Tyskland blev delt i 1949, og der blev etableret et kommunistisk styre i øst i Den Tyske Demokratiske Republik (DDR), blev antikommunismen som reaktion herpå en politisk grundtendens i Vesttyskland. Det førte til, at det kommunistiske parti KPD blev forbudt i Vesttyskland 1956 – det fik dog tilladelse til at blive gendannet i 1968 under et nyt navn, Deutsche Kommunistische Partei (DKP).

Antikommunismen kom også til at spille en rolle i forbindelse med Berufsverbot fra 1972, der ramte flere kommunister til trods for at DKP var blevet tilladt.

• mccarthyisme
• Berufsverbot