Fribourg, ty. Freiburg, kanton i det vestlige Schweiz; 1670 km2, 284.700 indb. (2011), hvoraf to tredjedele er fransktalende. Næsten 60% af arealet er landbrugsmæssigt udnyttet, og 25% er skovdækket. Mod nord i det bakkede Mittellandområde dominerer dyrkning af korn, sukkerroer, tobak og gartneriafgrøder, og den klimatisk gunstige beliggenhed ved søen Lac de la Gruyère muliggør dyrkning af frugt og vin. I det sydlige område, Foralperne, er kvægavl fremherskende med mejeribrug og bl.a. ostefremstilling. Industrien er baseret på lokale råstoffer og fremstiller hovedsagelig nærings- og nydelsesmidler samt træprodukter.

Hovedstaden Fribourg med 35.700 indb. (2011) ligger 27 km SV for Bern ved floden Sarine (ty. Saane). Den har mange velbevarede bygningsværker, fx resterne af den middelalderlige bymur med tilhørende tårnbygninger, flere huse fra 1500-1700-t. samt den gotiske katedral Saint Nicolas fra slutningen af 1200-t. Byen er hovedsæde for katolicismen i Schweiz og har siden 1613 været bispesæde og hjemsted for landets eneste katolske universitet (1889).

Byen Fribourg blev grundlagt i 1157 af Berthold 4. af Zähringen. I 1481 blev den optaget i Det Schweiziske Edsforbund og erhvervede i de følgende år store landområder.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig