Thun, by i det centrale Schweiz ved floden Aares indløb i Thuner See; 42.800 indb. (2011). Thun betegnes som porten til Berner Oberland og ligger i 560 m højde. Slottet Zähringen-Kyburg (grdl. i 1200-t.), som er byens kendemærke, er historisk museum. Desuden findes et museum for moderne kunst og et for dampmaskiner. Der produceres bl.a. fødevarer, ure og maskiner, men det er som turistby, Thun har størst betydning.