Kielerkanalen, opr. Kaiser-Wilhelm-Kanal, siden 1948 Nord-Ostsee-Kanal, skibsfartskanal gennem den tyske delstat Slesvig-Holsten, der forbinder Nordsøen via Elbens munding og Brunsbüttel med Østersøen via Holtenau og Kielerfjord.

Kielerkanalen, der i 1895 afløste den gamle Ejderkanal og 1907-14 blev udvidet, er 99 km lang, har en vanddybde på 11 m og en sejlbar bredde på 90 m.

Den krydses af nogle højbroer og færger og af en biltunnel ved Rendsborg. Til udligning af vandstandsforskellen mellem Nord- og Østersøen findes sluser i begge ender med største længde og bredde på hhv. 340 m og 40 m.

Kanalens oprindelige hovedfunktion var at skabe en sikker sejlvej mellem flådehavnene Wilhelmshaven og Kiel, men den har altid været stærkt benyttet af den civile skibsfart. I 2006 passerede 43.000 skibe.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig