Saarland.

.

Saarland, den arealmæssigt mindste af de tyske delstater, når der ses bort fra de tre bystater, Bremen, Hamburg og Berlin; 2570 km2, 995.600 indb. (2015). Hovedstaden er Saarbrücken.

Saarland grænser op til Luxembourg mod vest og Frankrig mod syd. Landskabet er visse steder stærkt kuperet, og 1/3 er skovklædt. Den største flod er Saar, som fra Frankrig løber gennem landet, inden den munder ud i Mosel.

Saarbækkenet er et af Europas rigeste kulfelter med bl.a. kokskul, der har dannet grundlag for en omfattende jern- og stålindustri. Der er kanalforbindelse til jernlejerne i Lorraine.

Den vigtigste industriakse udgøres af området mellem byerne Dillingen, Saarbrücken og Neunkirchen. I oplandet til kulfelterne opstod fra midten af 1800-t. talrige "arbejderbonde"-bebyggelser, og i selve industriområdet mange minearbejderkolonier.

Tidligere drev mange industriarbejdere ved siden af et lille landbrug, men dette er i vidt omfang ophørt, og mange af de små parceller ligger nu ubenyttet hen. Naboskabet med og den tidligere nære tilknytning til Frankrig betyder, at der findes et stort fransk mindretal i Saarland.

Historie

De landskaber, som med Versaillestraktaten i 1919 samledes som administrativ enhed under navnet Saargebiet, har siden middelalderen hyppigt skiftet mellem tyske og franske herskere; først med industrialiseringen fik Saarområdet fra ca. 1900 økonomisk sammenhængskraft som et af Europas vigtigste industriområder.

Efter 1. Verdenskrig blev det mandatområde under Folkenes Forbund; i 15 år skulle Frankrig have ret til økonomisk udnyttelse af området, hvorefter en folkeafstemning skulle afgøre det fremtidige tilhørsforhold.

Afstemningen i 1935 blev en stor triumf for Tysklands nazistiske regime, og indlemmelsen under navnet Saarland fandt sted samme år.

1945-57 stod området under en fransk højkommissær. En folkeafstemning i 1947 gav flertal for et selvstændigt Saarland i økonomisk forbund med Frankrig, men efter en ny folkeafstemning i 1955 blev det 1.1.1957 tilsluttet Forbundsrepublikken Tyskland som ny delstat.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig