Slesvig-Holsten, (tysk Schleswig-Holstein), Tysklands nordligste delstat; 15.771 km2, 2,86 mio. indb. (2015). Den omfatter den sydligste del af halvøen Jylland med en 67 km lang grænse til Danmark samt Femern, De Nordfrisiske Øer og Helgoland. Kiel er hovedby.
Det frugtbare, lavtliggende marskland, beskyttet af diger, og De Nordfrisiske Øer udgør den vestlige del. Kun de tre nordlige øer, Sild (tysk Sylt), Føhr (tysk Föhr) og Amrum, har en kerne af istidsaflejringer. De øvrige består af marskaflejringer, og hvor Pellworm og Nordstrand har diger, er de øvrige små øer, Halligerne, ubeskyttede og derfor i vinterhalvåret ofte oversvømmede. Både på Halligerne og på halvøen Eiderstedt ligger huse på kunstige forhøjninger (værfter). Eiderstedt er kendt for den bemærkelsesværdige byggeform haubargen (barghus), en firelænget gård med ét tag. Vaden, der udgør området mellem kysten og de yderste øer, er hovedsagelig tør ved lavvande og indgår i Naturpark Wattenmeer.
Den midterste del af Slesvig-Holsten er sandet og ikke særlig frugtbar. Her findes store sand-, mose- og flyvesandsområder. Den østlige del af delstaten ligger relativt højt, og terrænet kulminerer i Bungsberg (164 m) på halvøen Wagrien. Landskabet består af en bølget moræneflade og et kuperet morænebakkeland med mange søer dannet under den sidste istid. Jordbunden er frugtbar. Efter istiden har landhævningen ikke kunnet følge med havstigningen, og Litorinahavet oversvømmede i stenalderen store dele og dannede de brede bugter og smalle fjorde langs østkysten. I den sydligste del findes randmorænelandskabet Holstensk Schweiz.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.