Albrecht 2. af Mecklenburg, 1318-18.2.1379, hertug af Mecklenburg fra 1329, søn af fyrst Henrik der Löwe. Ved at støtte kejser Karl 4. opnåede Albrecht i 1348 at få Mecklenburg ophøjet til hertugdømme, og i 1358 lagde han grevskabet Schwerin hertil. Han ægtede Eufemia, søster til kong Magnus Eriksson af Sverige, og blev derved inddraget i nordisk politik, snart i samarbejde med, snart i konkurrence med Valdemar Atterdag. De var ligemænd i dygtig og hensynsløs realpolitik. Albrecht fik gjort sin søn af samme navn til svensk konge i 1363, og han arbejdede ihærdigt, men forgæves, på at skaffe sin sønnesøn, Albrecht 4., Danmarks trone ved Valdemar Atterdags død.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.