Jarimar 2., d. 1260, fyrste af Rügen fra 1249, hvor han efterfulgte sin far, Vitslav 1. I alliance med sin svigersøn hertug Erik 1. af Sønderjylland og vendiske fyrster greb Jarimar i 1259 ind i striden mellem kong Christoffer 1. og ærkebiskop Jakob Erlandsen på ærkebispens side og angreb bl.a. Bornholm og Sjælland. Jarimar gennembrød samme år Københavns befæstning på det sted, hvor et tårn siden rejstes med hans navn, Jarmers Tårn.

14.6.1259 besejrede Jarimar sammen med Roskildebispen en stor kongelig hær ved Næstved i et slag, som samtiden formodentlig har opfattet som et korstog mod den danske konge. De faldne blev kulet ned uden kirkelige ritualer som åbenbare kættere.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig