Faktaboks

Richard af Cornwall
Født
6. januar 1209
Død
2. april 1272

Richard af Cornwall var tysk konge fra 1257. Richard var næstældste søn af den engelske kong Johan uden Land. I 1225 fik han grevskabet Cornwall, som han beholdt til sin død.

Richard var yderst loyal mod sin ældre bror, Henrik 3., som han støttede såvel indenrigs- som udenrigspolitisk. Selvom han ledede flere forhandlinger på broderens vegne, slækkede han aldrig på egne ambitioner.

Efter Vilhelm af Hollands død i 1256 kom Richard på tale som ny tysk konge, da han havde familiemæssige forbindelser til både Otto 4. og Frederik 2.; desuden var han kendt som en dygtig diplomat og tillige overordentlig velhavende. En række gejstlige og verdslige stormænd valgte derfor i 1257 Richard til konge.

En modkonge, Alfonso 10. af Castilien, blev valgt samme år, men havde tilsyneladende ingen intentioner om at engagere sig i rigets problemer, mens Richard besøgte sit kongedømme fire gange frem til sin død.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig