Faktaboks

Maximilian 1. den Store
Født
17. april 1573
Død
27. september 1651

Maximilian 1. den Store, 17.4.1573-27.9.1651, hertug og kurfyrste af Bayern. Maximilian overtog i 1598 styret af Bayern efter sin fars, hertug Vilhelm 5.s (1548-1626), abdikation.

I 1609 dannede Maximilian Den Katolske Liga som modvægt mod Den Evangeliske Union, der var opstået året før, og som leder af ligaen spillede han en fremtrædende rolle under Trediveårskrigen. 1619-20 hjalp han den tysk-romerske kejser Ferdinand 2. med at nedkæmpe den bøhmiske opstand, der var ledet af Frederik 5. af Pfalz, og i 1623 fik han overdraget Frederiks kurfyrstetitel.

Maximilian fremstod samtidig som modstander af kejserens centraliseringspolitik og medvirkede til afskedigelsen i 1630 af kejserens hærfører, Albrecht von Wallenstein. I Maximilians regeringstid blev der i Bayern udstedt en ny lovsamling samt skabt en effektiv hær og en velfungerende administration.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig