Junkerpartiet, gruppering i den tyske rigsdag fra 1848 med det formål at "tilgodese jordejernes interesser". Junkerpartiet repræsenterede fortrinsvis den preussiske adel, junkerne, og reagerede mod de demokratiske strømninger, der prægede tiden efter Martsrevolutionen. Partiet bekæmpede bl.a. planer om at pålægge godsejerne en ejendomsværdiskat; målet var endvidere at genvinde den magt og de rettigheder, som reformlovene af 1808 havde frataget godsejerne, hvilket reelt ville betyde genindførelse af det gamle standssamfund. Partiet, hvis ordførere bl.a. var F.J. Stahl (1802-61), L. von Gerlach (1795-1877) og Otto von Bismarck, havde avisen Neue preussische Zeitung (Kreuzzeitung) som talerør. Efter at Bismarck i 1866 havde brudt med partiet, mistede det indflydelse. Junkerpartiet var tillige 1850-51 en gruppering i den svenske rigsdag.