Faktaboks

Bernhard von Bülow
Født
3. maj 1849
Død
28. oktober 1929
Bernhard von Bülow
Af .

Bernhard von Bülow var en tysk politiker og søn af Bernhard Bülow. Von Bülow var fra 1874 diplomat, han blev i 1897 udnævnt til udenrigsminister, og fra 1900 til 09 var han rigskansler.

Udadtil førte han en "Weltpolitik", der indebar Tysklands deltagelse i kolonikapløbet og bl.a. førte til tysk flådeoprustning. Da han samtidig afviste britiske tilnærmelser, blev Tyskland isoleret i forhold til de vigtigste europæiske stormagter, Frankrig, Rusland og Storbritannien.

Indenrigspolitisk forsøgte von Bülow bl.a. at skabe balance mellem industri- og landbrugsinteresser, i årene 1900-1906 især baseret på støtte fra det katolske parti Zentrum. I 1906-1909 hentede han støtte fra de liberale og konservative partier i den såkaldte "Bülow-Block", efter at Zentrum og socialdemokraterne havde nægtet at bevilge udgifter til kolonipolitikken. Blokken brød imidlertid sammen, og von Bülow måtte tage sin afsked pga. uenigheder om finansloven, og fordi han efter forfatningskrisen Daily Telegraph-affæren i 1908 manglede støtte fra kejser Vilhelm 2.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig