Faktaboks

Wilhelm Liebknecht
Født
29. marts 1826
Død
7. august 1900

Wilhelm Liebknecht var en tysk politiker. Efter deltagelse i den revolutionære bevægelse fra 1848-1849 gik Wilhelm Liebknecht i eksil, først i Schweiz, senere i London, hvor han blev en nær bekendt af Karl Marx.

Han vendte hjem i 1862 og stiftede i 1869 sammen med August Bebel det marxistisk orienterede Socialdemokratiske Arbejderparti (SDAP, se Eisenachprogrammet), og i 1875 var han en af de ledende kræfter bag sammenslutningen af SDAP og Ferdinand Lassalles reformistiske Almindelige Tyske Arbejderforening til det Tyske Socialistiske Arbejderparti (se Gothaprogrammet), det senere Tysklands Socialdemokratiske Parti, SPD.

Liebknecht, der tilhørte den revolutionære, marxistiske fløj af partiet, var medlem af Nordtyske Forbunds rigsdag fra 1867-1870 og af Rigsdagen fra 1874-1890 samt mangeårig redaktør af partiorganet Vorwärts.

Wilhelm Liebknecht var far til Karl Liebknecht.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig