Georg Michaelis, 1857-1936, tysk rigskansler juli-oktober 1917. Michaelis var ledende preussisk embedsmand, da han under 1. Verdenskrig blev udnævnt til rigskansler. Han var imidlertid hæmmet af sin manglende politiske erfaring og af sin klemte position mellem den øverste hærledelse og det parlamentariske flertal. Efter kun tre en halv måned tvang rigsdagsflertallet ham til at trække sig tilbage, bl.a. pga. hans halvhjertede tilslutning til Rigsdagens fredsresolution.