Faktaboks

Hjalmar Schacht

Horace Greeley Hjalmar Schacht

Født
22. januar 1877, Tingelev
Død
4. juni 1970, München, Tyskland

Hjalmar Schacht.

.

Hjalmar Schacht var en tysk bankier og politiker.

Hjalmar Schachts karriere

Schacht var født i det dengang tyske Tinglev som søn af en tysk far og en mor af aristokratisk dansk afstamning. Schacht spillede som Reichswährungskommissar en afgørende rolle ved stabiliseringen af Reichsmark efter hyperinflationen i 1923 og 1924, og han var i årene 1924-1930 direktør for den tyske Reichsbank (nationalbank). Han trådte tilbage i 1930 efter uenighed med regeringen om holdningen til Youngplanen, der var en plan vedrørende betalingen af de tyske krigsskadeserstatninger efter 1. Verdenskrig.

Den stærkt konservative Schacht blev efter Hitlers magtovertagelse i 1933 igen nationalbankdirektør. I årene 1934-1937 var han økonomiminister og fra 1937 til 1943 minister uden portefølje. Schacht havde som nationalbankdirektør med indførelsen af den såkaldte mefo-veksel stor betydning for finansieringen af nazisternes arbejdsskabelses- og rustningsprogrammer. Mefo-vekslen var en fingeret handelsveksel udstedt for fem år af et fiktikt firma Metallurgische Forschungs GmbH (Mefo) til finansiering af især oprustning. Vekslen var garanteret af riget og blev diskonteret af Reichsbank. Schacht blev dog afskediget i 1939 efter kritik af rustningsudgifterne.

Schacht blev arresteret i forbindelse med razziaen mod oppositionen efter attentatsforsøget mod Hitler 20. juli 1944 og sad i koncentrationslejr 1944-1945. Han blev anklaget, men frikendt ved Nürnbergprocessen i 1946, og han blev siden dømt til arbejdslejr ved en vesttysk afnazificeringsdomstol. Efter at være blevet sat på fri fod grundlagde han en bank i Düsseldorf og virkede som økonomisk og finansiel rådgiver for en række udviklingslande.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig