Kapo, brugt i tyske kz-lejre som betegnelse for fanger, der fungerede som arbejdsformænd for lejrenes forskellige arbejdskommandoer. Ordet er jævnligt udlagt som forkortelse for Kameradschaftspolizei (ty. 'kammeratskabspoliti'), men stammer måske snarere fra ital. capo 'chef, leder' og anvendtes også ofte om alle fanger, der varetog ledelsesmæssige og administrative funktioner.