Lebensraum var et nøglebegreb i tysk nazistisk ideologi og sprogbrug. Det stammede fra kejserrigets tid og begrundede oprindeligt Tysklands krav på kolonier. Det blev senere centralt i nazisternes angrebskrig, erobring af territorium og ressourcer i Østeuropa og udryddelsen af folk og racer, som den nazistiske ideologi anså for "mindreværdige".

Faktaboks

Etymologi

tysk: livsrum

Begrebets oprindelse

Geografen Friedrich Ratzel beskrev i sit essay Der Lebensraum (1901) menneskehedens historie som "en permanent kamp om Lebensraum", og med Karl Haushofer fik begrebet en central plads i tysk geopolitik. Med romanen Volk ohne Raum, 1-2 (1926) gjorde forfatteren Hans Grimm Lebensraum-begrebet og den dermed sammenhængende Blut-und-Boden-mytologi til allemandseje.

Nazisterne forbandt udtrykket med deres "völkische" racepolitik: tyskerne var – især efter Versaillestraktaten 1919 – presset sammen på alt for lidt plads og havde ikke de ressourcer, deres status af "herrefolk" gav dem moralsk ret til. I Mein Kampf, 1-2 (1925-27) gjorde Adolf Hitler kravet om Lebensraum til tyskerne til et centralt element i den nazistiske ideologi. Hitler forestillede sig et sammenhængende landbaseret imperium, hvor Tyskland ekspanderede ind i Østeuropa og det af Sovjetunionen beherskede område og erstattede jøder og andre "mindreværdige racer" med tyske og andre germanske kolonisatorer. Mere plads og flere ressourcer ville øge disses fertilitet og ændre befolkningssammensætningen i tyskernes favør, mens de oprindelige beboere skulle decimeres og henvises til at fungere som hjælpefolk. Lebensraum-begrebet var således intimt knyttet til den nazistiske forestilling om, at folkedrab var både gennemførligt og legitimt, idet intet gik over det tyske "herrefolks" interesser.

Nazistisk Lebensraum-politik

Fra 1933 blev erobringen af Lebensraum i Østeuropa et af de centrale mål i nazisternes politik. Fra oktober 1939 resulterede det i flere store folkeflytningsprojekter, som søgtes gennemført af SS-chefen Heinrich Himmler i dennes egenskab af Reichskommissar für die Festigung deutschen Volkstums (rigskommissær for tyskhedens styrkelse), men alle mislykkedes. Også udplyndringen af Hviderusland, Ukraine og andre tysk-besatte sovjetiske områder fra sommeren 1941 havde baggrund i Lebensraum-tanken og blev overfor de tyske militære og civile eliter begrundet med "krigen for Lebensraum", som Hitler så sent som i februar 1945 betegnede som "mit livs hellige mission".

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig