Nisko-projektet

Nisko-projektet, plan om at deportere jøder fra nazisternes besatte områder i øst til byen Nisko i det østlige Polen. Ved besættelsen af Polen i 1939 stod SS overfor en af de tætteste koncentrationer af jøder i Europa. Der var i 1939 omkring 3 mio. jøder alene i Polen. De levede hovedsageligt i byerne og var især koncentreret i de østlige områder af landet. Tyskerne delte Polen op, således at den vestlige del blev indlemmet i Riget, hvorimod det meste af resten af landet indlemmedes i Generalguvernementet, der administreredes af Hitlers advokat, Hans Frank. Ønsket om at gøre de nylig østbesatte område "jøderene" hurtigst muligt var stort, hvorfor store grupper af jøder blev sendt til Generalguvernementet, hvor de samledes i ghettoer i overensstemmelse med Reinhard Heydrichs forskrifter "samlet og nær ved jernbanelinjer". Tydeligvis var ghettoiriseringen et skridt på vejen til en langt mere omfattende løsning på jødespørgsmålet.

De administrative problemer i forbindelse med den helt åbenlyse og massive "dumpning" af jøder i Generalguvernementet førte imidlertid til, at Adolf Eichmann i 1940 arbejdede med en anden territorial løsning på problemet. Jøderne skulle samles i et jødereservat eller "Reichs-Ghetto" i området ved den lille by Nisko i det østlige Polen. Imidlertid ændredes der på denne plan med besættelsen af Frankrig i sommeren 1940. Europas jøder skulle nu deporteres til den tidligere franske besiddelse Madagascar, men begge projekter blev opgivet. Løsningen på jødespørgsmålet i Generalguvernmenetet førte til iværksættelsen af Aktion Reinhardt under ledelse af den højere SS- og politichef for Lublin-distriktet, Odilo Globocnik. Jøderne fra ghettoerne i Generalguvernementet blev fra begyndelsen af 1942 nu systematisk samlet og deporteret til udryddelse i lejrene Bełźec, Sobibór og Treblinka.