Port Kunda, cementfabrik og koncentrationslejr i det nordlige Estland ved floden Kundas udløb i Den Finske Bugt. En fabrik, havn og en arbejderby blev grundlagt i 1870. Fra 1922 til den sovjetiske besættelse 1940 ejedes 40% af fabrikken af F.L. Smidth, og under den tyske besættelse var den 1942-44 igen under den danske koncerns ledelse. Denne udnyttede tvangsarbejdere dels fra en i 1941 oprettet tvangsarbejdslejr for jødiske mænd og kvinder, dels fra kz-lejren Port Kunda, der åbnedes 15.9.1943 som filial af kz-lejren Vaivara, mest med jødiske fanger. Efter 1945 nationaliserede Sovjetunionen fabrikken, men først i 1998 opgav FLS Koncernen efter offentlig kritik kravet om erstatning og indvilligede i at betale erstatning til overlevende tvangsarbejdere.