Sophie Scholl

Sophie Scholl, Sophia Magdalena Scholl, 9.5.1921-22.2.1943, tysk modstandskvinde, bror til Hans Scholl. Som så mange af sin generation havde Sophie Scholl reageret med begejstring på Adolf Hitlers magtovertagelse og en tid lang engageret sig i Hitlerjugends pigekorps, Bund Deutscher Mädel.

Hun studerede senere biologi ved Münchens universitet, hvor hun blev involveret i broderens modstandsgruppe, Weiße Rose, som protesterede mod det nazistiske regime og mod krigsforbrydelserne ved østfronten. Hun og broderen blev 18.2.1943 afsløret og pågrebet af en pedel, mens de var ved at omdele flyveblade på universitetet. De blev øjeblikkeligt udleveret til Gestapo. Den 22/2 blev Sophie Scholl dømt til døden af Roland Freisler og allerede samme dag henrettet ved halshugning.

Som relativt ubesmittede ofre for nazijustitsen - de havde ikke deltaget i attentatforsøg mod Føreren el. lign. - blev Sophie Scholl og hendes bror tidligt instrumenteret af det unge vesttyske demokrati under Adenauer.

De kunne passende repræsentere en kristeligt farvet humanisme, som Det Tredje Rige ikke havde kunnet få bugt med, og gennem årene blev der oprettet 17 Geschwister-Scholl-skoler i Vesttyskland. 1968-generationen, der var mere focuseret på den faktisk eksisterende venstreorienterede opposition mod Hitler, kunne ikke bruge hvad man betragtede som naive idealister til så meget. Tværtimod var man lidt træt af den Scholl-dyrkelse, der var kommet til udtryk i bøger, på film og ved mindehøjtideligheder.

Opfattelsen af Sophie Scholl ændrede sig omkring 2000. Det gjorde indtryk, da den tidligere Hitler-sekretær Traudl Junge (1920-2002) i et meget påagtet tv-interview gjorde rede for, at hun havde taget sin længe fortrængte fortid op til eftertanke, da hun passerede en mindetavle for Sophie Scholl: De havde været næsten jævnaldrende; Junge indledte sit arbejde for Hitler samme år, som Scholl blev henrettet.

I 2005 udsendtes den senere Oscar-nominerede spillefilm Sophie Scholl - Die letzten Tage (Sophie Scholl - de sidste dage), der byggede på hidtil upåagtede forhørsprotokoller, som var dukket op i arkiver i det tidligere DDR. I titelrollen leverede den tyske skuespiller Julia Jentsch en fremragende præstation.

I kammerspillets fortættede form fik man indtryk af en ung kvinde, der i første omgang benægtede alt, men i samme øjeblik, hendes skyld var bevist, modigt og artikuleret fastholdt sin antinazistiske grundholdning, selv om hun kunne have handlet sig til en mildere straf.