Henrik 4. (tysk konge og tysk-romersk kejser)

Henrik 4., Heinrich, 11.11.1050-7.8.1106, tysk konge fra 1056, tysk-romersk kejser 1084-1105, søn af Henrik 3. og Agnes af Poitou. Henriks hårde kampe mod pave og tyske fyrster gav ham allerede i samtiden ry af grusomhed, men der var snarere tale om forgæves forsøg på at bevare kejserens magt i et samfund under forandring.

Henrik 4.s formyndere var først hans mor og fra 1062 ærkebispen af Köln, der direkte havde bortført ham. Fra 1063 fik Hamburg-Bremens ærkebiskop, Adalbert, stigende indflydelse, men han faldt i unåde i 1066, da Henrik indledte sin kamp mod fyrsternes selvstændighed. Blandt hans stærkeste modstandere var hertugdømmet Sachsen, som Henrik 4. fra 1071 synes at have søgt en dansk alliance imod. I 1073 kom det til åben krig med Sachsen og Bayern; i 1075 vandt Henrik en foreløbig sejr.

Med valget af Gregor 7. til pave i 1073 var en radikal reform af kirken indledt, som bl.a. forbød lægmandsindflydelse på bispevalg (se Investiturstriden). Henrik 4. lod herefter i 1076 en tysk bispesamling i Worms vælge en ny pave. Henrik blev straks bandlyst, og de tyske fyrster gjorde atter oprør mod ham under saksisk ledelse. Henrik måtte i januar 1077 gå til Canossa, hvor han i tre dage måtte vente i bodsdragt på at blive løst af bandet.

En ny bandlysning i 1080 fik Henrik 4. til at vælge en ny modpave, Clemens 3. I 1081 drog han til Italien og belejrede Rom, der overgav sig i 1084. Henrik 4. lod sig krone til tysk-romersk kejser af sin egen pave, mens Gregor 7. var forskanset i Engelsborg.

I 1085 lod Henrik 4. forkynde Gudsfred i Tyskland for at markere sig som fredsstifter, men oppositionen fortsatte. I 1093 gjorde hans søn Konrad oprør, og Henrik 4. lod derfor sin søn Henrik (5.) krone til konge i stedet for Konrad, men også han sluttede sig til en fyrstekoalition, og i 1105 blev Henrik 4. fanget og tvunget til at abdicere. Han flygtede og forberedte en ny krig, men døde kort efter som bandlyst og blev nægtet begravelse i indviet jord.