Tyskland - geografi

Hele Nordtyskland er et lavlandsområde, som består af moræne- og smeltevandsaflejringer. Kystområdet ud mod Nordsøen består for en stor dels vedkommende af sandflader, klitter og marskområder. Langs kysten ligger De Østfrisiske og De Nordfrisiske Øer.

Floderne Elben, Weser og Ems udmunder i Nordsøen. Østersøkysten er kendetegnet ved landtunger og laguner, de såkaldte Haffer, samt øerne Femern og Rügen. På Rügen ses kalkundergrunden bl.a. i de store klinter ved Stubbenkammer. Det bagvedliggende land består af rygge af endemoræner, sandsletter og smeltevandsdale samt et stort antal søer. Syd for Hamburg ligger det store hedeområde Lüneburger Heide.

Hele det mellemste Tyskland er præget af de hercyniske bjerge i et stærkt opdelt landskab. Disse gamle bjerge blev for en stor dels vedkommende slidt ned og dækkedes først og fremmest i Trias af sedimenter.

Under den alpine foldning blev landskabet brudt op, og der opstod horste og gravsænkninger. Den største af disse, Rhingraven, omgives af De Rhinske Skiferbjerge, dvs. Eifel, Hunsrück, Westerwald og Taunus.

Floden Main omgives af de vulkanske bjerge Vogelsberg og Rhön samt af bjergkæden Odenwald. Længere mod øst ligger Harzen, Thüringer Wald samt Fichtelgebirge, som fortsætter i Erzgebirge og Böhmerwald på grænsen til Tjekkiet.

Syd for Main findes strøg af cuestalandskaber: Fränkische Alb og Schwäbische Alb, og længst mod SV horsten Schwarzwald, der grænser op til gravsænkningen i den øvre Rhindal. Løssjord er udbredt her ligesom i sydranden af det nordtyske lavland.

Det bayerske plateauland afgrænses i nord af Donau og bifloderne Lech, Isar og Inn. Længst mod syd når Alperne ind i Tyskland, og her ligger landets højeste punkt, Zugspitze (2962 m).

Tyskland har tempereret klima; den vest- og nordlige del kystklima, den øst- og sydlige del fastlandsklima. Middeltemperaturen for juli varierer mellem 16 og 19 °C, mens vintertemperaturen i de vestlige dele er lidt over 0 °C og i øst og syd lidt under 0 °C. Nedbøren er i lavlandet 500-800 mm om året, i det mellemste Tyskland 1000-1400 mm og længst mod syd 1900 mm. Rhindalen er det varmeste område og tillige det nedbørsfattigste med 400-500 mm.

Tyskland er bortset fra Rusland det folkerigeste land i Europa. Befolkningstætheden er på 230 indb. pr. km² med store regionale forskelle. Den største koncentration findes i Rhin-Ruhr-området. Fra Ruhrområdet løber en zone med stor befolkningstæthed over Hannover, Braunschweig, Magdeburg, Halle og Leipzig til området omkring Dresden, Chemnitz og Zwickau.

Endvidere er der tætbefolkede områder omkring Hamburg, Berlin og München. De tyndtbefolkede områder ligger bl.a. mod nord og nordøst samt helt mod syd og i bjergområderne i det centrale Tyskland. Siden 1960'erne var der været et faldende befolkningstal i DDR; faldet er fortsat efter genforeningen, da mange er flyttet fra øst til vest.

1996-2006 var den årlige befolkningstilvækst knap 0,5%; en del af denne lave vækst skyldtes endda indvandring, idet den naturlige tilvækst var negativ. Dødeligheden oversteg fødselshyppigheden med 0,1%. Ca. 85% af befolkningen boede i byer, og 83 byer havde mere end 100.000 indbyggere. De største er fortsat Berlin, Hamburg, München, Köln, Frankfurt, Essen og Dortmund.

Inden for Tysklands grænser findes tre nationale mindretal: danskerne (50.000) og friserne (20.000) i Slesvig-Holsten samt sorberne (60.000), et slavisk folk mod sydøst i Brandenburg og Sachsen. I 2004 boede ca. 6,7 mio ikketyskere i Tyskland, dvs. 8,1% af landets befolkning er udlændinge, hvoraf en stor del oprindelig er kommet som gæstearbejdere.

I 2004 var der desuden over 500.000 flygtninge. Den største gruppe af udlændinge er tyrkerne (1,7 mio.), den næststørste folk fra det tidligere Jugoslavien (736.000). Endvidere er der mere end 548.000 italienere, 316.000 grækere, 300.000 polakker og ca. 3 mio. fra en række andre lande.

De fleste af fremmed herkomst bor i de vestlige delstater. I de østlige delstater er det især vietnamesere og mozambiquere, der kom til landet i den kommunistiske tid. En særlig folkegruppe er de såkaldte folketyskere eller Aussiedler, dvs. efterkommere efter tidligere udvandrede tyskere i Østeuropa, som ifølge tysk lov er tyske statsborgere. Efter opbruddet i Østeuropa er de kommet fra især den tidligere Sovjetunion, Polen og Rumænien (1988-2006 ca. 3 mio.).

Tyskland har siden slutningen af 1800-t. været en af verdens førende industrinationer. Landet har efter USA og Japan det største bruttonationalprodukt og rangerer mht. indkomst pr. indbygger blandt de ti første. Tyskland har et stort og varieret udbud af industriprodukter, og især landets store eksport af kvalitetsprodukter er kendetegnende.

Tyskland er efter USA og Japan landet med den største udenrigshandel. Bl.a. det høje omkostningsniveau og manglende arbejdskraft inden for informationsteknologien har dog fra slutningen af 1900-t. fået mange firmaer til at flytte produktionen til udlandet. Produktiviteten i de nye delstater i øst er stadig først i 2000-t. ringe; gennemsnitsindkomsten for beskæftigede er mindre end ¹/₃ af, hvad den er i det gamle Vesttyskland.

Den vigtigste opgave inden for næringslivet har siden genforeningen været at skabe en balance mellem de gamle og de nye delstater. De store, ineffektive statsforetagender i øst er for en stor dels vedkommende blevet nedlagt, ofte i forbindelse med opkøb fra vesttyske firmaer. En del af de industrier, der før 2. Verdenskrig lå i øst, fx bilproduktionen, er i et vist omfang vendt tilbage til deres gamle områder. Der er dog langtfra skabt erstatningsarbejdspladser nok for de mange, der er nedlagt.

Landbruget, der var indrettet efter sovjetisk mønster med kæmpekollektivbrug eller statsbrug, er langsomt omdannet til mindre, private enheder, selvom problemer med ejendomsforholdene har forsinket processen voldsomt. Storbrugene er stadig et karakteristisk træk i øst. Mangel på miljøforanstaltninger i forbindelse med overudnyttelse af naturresurserne har skabt overvældende miljøproblemer i store dele af det tidligere Østtyskland.

Disse problemer er med til at vanskeliggøre en hurtig omstilling af produktionen i denne del af Tyskland. Enorme summer er siden genforeningen overført fra vest til øst, men endnu bidrager de østlige delstater mindre til den samlede produktion, end deres befolkningsandel skulle tilsige.

Landbrug, skovbrug og fiskeri. Landbruget beskæftiger 2-3% og bidrager med 1,5% til BNP. I det nordtyske lavland er blandede brug med en lang række afgrøder og kvæg- og svineavl fremherskende. På overgangen til det mellemtyske bjergland dyrkes på løssjorderne bl.a. hvede, rug, byg, havre, majs, sukker- og foderroer samt kartofler og andre grøntsager. Bortset fra fjerkræavl, som finder sted over hele landet, er der ikke megen husdyrproduktion her.

I det mellemtyske bjergland ligger hovedvægten på husdyrproduktion. Foruden svine- og fåreavl spiller især malkekvæg og kødkvæg en rolle. Der dyrkes foderplanter, kartofler og rug. I denne region er udnyttelsen af de store skove til tømmerproduktion også af betydning.

I det sydlige Tyskland har landbruget nogenlunde samme sammensætning som i nord. I De Bayerske Alper ligger tyngdepunktet på kvægbrug.

Omkring halvdelen af brugene i det tidligere Vesttyskland er deltidsbrug, og 95% af brugene har et tilliggende på under 50 ha. De, der bedst har kunnet klare sig, er de store brug i Nordtyskland, men også en række småbrug i det sydlige Tyskland pga. dyrkning af specialafgrøder som vin, humle og tobak, der ikke kræver så store arealer.

I det tidligere Østtyskland er antallet af beskæftigede i landbruget blevet kraftigt reduceret efter genforeningen. Landbruget er stærkt subventioneret, og i mange dele af Tyskland må småbønderne supplere deres indkomst med arbejde uden for landbrugserhvervet.

Næsten ¹/₃ af Tyskland er skovdækket, og ca. halvdelen er statsskov. Tilvæksten i skoven svarer til ca. ²/₃ af Tysklands behov for træ. Som i andre EU-lande er der bestræbelser i gang for at øge skovarealet.

Det tyske fiskeri gennemgik store strukturændringer i slutningen af 1900-t. Flåden er således blevet kraftigt beskåret. De vigtigste fangstområder er i dag Nordsøen, Østersøen og Atlanterhavet vest for De Britiske Øer og farvandene omkring Grønland. De vigtigste fiskerihavne er Bremen, Bremerhaven og Cuxhaven ved Nordsøen samt Sassnitz ved Østersøen. Den årlige fangst er på 295.000 t.

Turisme. Tyskland er et populært ferieland; flere end 69 mio. gæster årlig landet. Men da tyskerne selv meget gerne ferierer i udlandet, bliver der brugt ca. dobbelt så mange penge uden for landets grænser som de ca. 57 mia. kr., landets turisme indbringer.

Industri. Den tyske industri havde sit udgangspunkt i kul- og jernmalmforekomsterne ved floden Ruhr samt syd og sydøst herfor. Fra midten af 1800-t. skete der en eksplosiv vækst i dette område. Mens jern indtil da var blevet udvundet vha. trækul fra de store skovområder, blev man i stand til at omdanne en del af stenkullene til koks som erstatning for trækul.

De hjemlige malmforekomster blev hurtigt utilstrækkelige, så Tyskland har siden måttet importere jernmalm, bl.a. fra Sverige, Frankrig og Australien. Det var således kullene, der blev afgørende for Ruhrområdets fremvækst til et af Europas vigtigste industriområder. Siden udvikledes en lang række andre industrier, bl.a. i det sydlige Østtyskland og i Schlesien i det nuværende Polen, og Tyskland forvandledes til en af verdens førende industrinationer.

2. Verdenskrig ødelagde store dele af industrien, og industriområderne øst for Oder gik tabt, ligesom de bindinger, der var blevet opbygget mellem industrierne i Tysklands forskellige dele, blev brudt. Vesttyskland kom hurtigt på fode og var blandt stifterne af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab og Det Europæiske Fællesskab.

Østtyskland blev en del af det østeuropæiske COMECON, hvor hvert land skulle specialisere sig og opbygges efter sovjetisk forbillede. Østtyskland skulle lægge vægten på maskin- og transportmiddelindustri, finmekanisk og optisk industri samt kemisk industri; samtidig skulle landet indgå i det sværindustrielle samarbejde, og der blev oprettet jern- og stålværk i Eisenhüttenstadt baseret på malm fra Sovjetunionen og kul fra Polen.

Størstedelen af virksomhederne overgik til staten i såkaldte VEB (Volkseigener Betrieb 'folkeejede selskaber'), og økonomien indrettedes som en kommando- eller planøkonomi. Mange af de virksomheder, der havde ligget i Øst-, flyttede deres produktion til Vesttyskland.

Efter genforeningen blev alle statsvirksomheder overgivet til Treuhandanstalt, der skulle sælge virksomhederne til private eller evt. lukke de urentable. Overgangen til markedsøkonomi har medført omfattende rationaliseringer og miljøtiltag, der som følge bl.a. har haft lukning af virksomheder og en kraftig mindskning af behovet for arbejdskraft.

Den tyske industri ligger på mange felter blandt de forreste i verden. Det gælder fx metalindustri (jern, stål, aluminium), kemisk industri (kunstfibre, kunststoffer, syntetisk gummi, kunstgødning, farmaceutiske produkter) og elektroteknisk industri (fjernsynsapparater, vaskemaskiner, måleudstyr m.m.). En førende position indtager Tyskland inden for maskinbygning. Bilindustrien er efter USA og Japan verdens største.

Tyskland har kun udvinding af få råstoffer. De vigtigste er sten- og brunkul samt salte, mens der i mindre omfang brydes jernmalm og indvindes olie og naturgas. Mange andre malme har været brudt eller brydes i dag kun i beskedent omfang, fx kobber, uran, bly, zink, mangan.

De traditionelle industricentre er havnebyerne ved Nordsøen og Østersøen, Ruhrområdet, Saarland, Berlin, Sydthüringen og Sachsen. De gamle sværindustriområder har været i en strukturkrise siden slutningen af 1900-t. I Nordtyskland, Ruhrområdet og Saarland har nye beskæftigelser inden for højteknologi og serviceerhverv vundet frem. Thüringen og Sachsen er tidligere industriområder i DDR og er derfor ramt af den krise, der gør sig gældende i hele det tidligere Østtyskland.

Sydtyskland var i sammenligning med Mellem- og Nordtyskland indtil 1960'erne og 1970'erne kun lidt industrialiseret. Dette har imidlertid ændret sig. Moderne industrier og højteknologivirksomheder er i dag mere udbredte i syd end i nord. Bayern og Baden-Württemberg har i 2006 den laveste arbejdsløshed, og indkomsterne her ligger over landsgennemsnittet.

Tyskland er efter en langsom begyndelse kommet stærkt med inden for computerindustrien, og landet har en førende stilling inden for rum- og luftfartsindustrien og de højteknologiske områder i rustningsindustrien.

De vigtigste indenlandske energiråstoffer er stenkul og brunkul. Det vigtigste stenkulsområde ligger i Ruhrområdet, hvor brydning har fundet sted i århundreder. Minerne er blevet færre og større, og brydningen er rykket stadig længere nordpå med tyngden i dag omkring floden Lippe. Et andet vigtigt stenkulsområde ligger i Saarland omkring Saarbrücken.

Brunkulsbrydning finder især sted i Niederlausitz i Sydøsttyskland omkring byen Cottbus samt i Leipzigområdet og i Rhinområdet vest for Köln. Brunkul brydes i modsætning til stenkul i store dagbrud, der medfører omfattende forandringer af landskabet med dybe huller, ofte mange kvadratkilometer store.

Efter genforeningen er brunkulsbrydningen mindsket betydeligt, men den spiller fortsat en rolle i energiforsyningen. Stenkulsproduktionen i Ruhrområdet er også blevet indskrænket, men forsøges holdt på det nuværende niveau for at mindske afhængigheden af importerede energiråstoffer.

I 2006 har Tyskland 18 aktive kernekraftværker, der står for ca. ¹/₃ af elforsyningen. Ifølge en regeringsbeslutning fra 2002 er udbygningen af kernekraftsektoren standset, og alle tyske kernekraftværker skal afvikles frem til 2020. I det samlede energiforbrug udgør kul 25%, olie 35%, naturgas 15% og kernekraft 10%. Vand-, vind- og solenergi dækker ca. 4%.

Tysklands olierørledninger udgår fra Wilhelmshaven og Rotterdam ved Nordsøen, fra Trieste, Genova og Fos-sur-Mer ved Middelhavet samt fra Schwedt an der Oder, hvor olieledningen fra Rusland når ind i Tyskland.

De største olieraffinaderier ligger ved Ingolstadt i Bayern og ved Rhinen. Det tyske naturgasnet er vidt forgrenet, men med størst tæthed i den vestlige del.

Det tyske transportnet er veludbygget. Landevejs- og motorvejsnettet er under stadig udbygning, og store arbejder er i gang i de nye delstater for at bringe standarden her op på højde med den i vest. De fleste af de vejforbindelser, der under Tysklands deling var afbrudt, er genetableret.

Også inden for jernbanenettet foretages der enorme investeringer. Det østtyske jernbanenet var meget nedslidt, og en total ombygning har været nødvendig, for at de nye tog kunne befærde de østtyske banelinjer. Siden 1991 er der indrettet to nye nord-syd-gående banestrækninger til de nye højhastighedstog, ICE-togene. I Berlin blev i 2006 indviet en ny, stor centralbanegård, Lehrter Bahnhof. Her mødes tog fra alle verdenshjørner.

Flod- og kanaltrafikken er af stor betydning i Tyskland, hvor den vigtigste vandvej er Rhinen. Siden mellemkrigsårene har der været kanalforbindelse mellem Ruhrområdet og Berlin ad Mittellandkanalen, og der blev i midten af 1990'erne etableret kanalforbindelse mellem Rhinens biflod Main og Donau.

Kanalnettet er på mere end 2000 km. Duisburg ved Rhinen er verdens største flodhavn, og Hamburg ved Elbens munding er blandt de førende havne i verden. Andre storhavne er Wilhelmshaven, Bremerhaven, Lübeck, Travemünde og Rostock.

Indenrigsflytrafikken er af mindre betydning, mens Tyskland spiller en væsentlig rolle i den internationale flytrafik med Frankfurt am Main som en af Europas vigtigste lufthavne; derudover er der internationale lufthavne i Köln-Bonn, Düsseldorf, Hamburg, Hannover, Leipzig, München, Nürnberg, Stuttgart og Berlin (Berlin Brandenburg Airport Willy Brandt).

• Tyskland