Mecklenburg

Mecklenburg, tysk provins, oprindelig et fyrstendømme mellem Elben og Oder. Området blev omkring 600 koloniseret af slaviske stammer, og skønt det stod i afhængighedsforhold til både Frankerriget og Det Tysk-romerske Rige, var det først, da den slaviske fyrste Pribislav (d. 1177) i 1167 omvendte sig til kristendommen, at de mecklenburgske fyrster blev indlemmet i riget. I de følgende århundreder fortyskedes området ved kolonisation og missionsvirksomhed.

Efter en lang række dynastiske delinger udskiltes i løbet af 1500- og 1600-t. de to hertugdømmer Mecklenburg-Schwerin og Mecklenburg-Güstrow, der trods delingen bl.a. havde fælles stænderforsamling. På trods af fyrsternes forsøg på at indføre enevælde og et kort mellemspil med en fri forfatning efter 1848 forblev stænderstaten Mecklenburgs forfatningsmæssige grundlag helt frem til 1918.

I 1526 gennemførtes Reformationen, og i Trediveårskrigen 1618-48 overdrog den tysk-romerske kejser en kort overgang fra 1629 hertugværdigheden til den tyske feltherre Albrecht von Wallenstein, hvorefter hertugerne blev genindsat med svensk hjælp og efter forlig med kejseren. I 1648 måtte Mecklenburg afstå bl.a. Wismar til Sverige, men blev kompenseret med to sekulariserede bispedømmer.

Da Güstrowlinjen uddøde, udskiltes i 1701 de to hertugdømmer Mecklenburg-Schwerin og Mecklenburg-Strelitz, der under Napoleonskrigene i begyndelsen af 1800-t. måtte tiltræde Rhinforbundet.

Efter Wienerkongressen blev de ophøjet til storhertugdømmer og indgik i Det Tyske Forbund 1815-66 og fra 1871 i Det Tyske Rige.

Storhertugerne abdicerede efter 1. Verdenskrig, og de to lande indgik som republikanske fristater i Weimarforfatningen, indtil de forenedes som Land Mecklenburg i 1934.

Efter 2. Verdenskrig blev Mecklenburg en del af DDR og opsplittedes i tre Bezirke; efter den tyske genforening i 1990 kom landet til at indgå i den nye forbundsdelstat Mecklenburg-Vorpommern.