Gyula Andrássy, Julius Andrássy, 1823-1890, ungarsk greve og statsmand. Han tilsluttede sig 1848 kampen for Ungarns uafhængighed af Østrig. I 1849 var han den uafhængige ungarske regerings gesandt i Istanbul, men blev efter nedkæmpelsen af opstanden i Ungarn dømt til døden in absentia. Efter flugt til Paris blev han benådet i 1857 og vendte året efter tilbage til Ungarn, hvor han var medvirkende til forsoningen med Østrig. Som ungarsk ministerpræsident 1867-79 medvirkede han i 1867 til at gennemføre Ausgleich — det forlig, der medførte Ungarns ligestilling i dobbeltmonarkiet Østrig-Ungarn — og som Østrig-Ungarns fælles udenrigminister 1871-79 undertegnede han den traktat, der indførte Trekejserforbundet mellem Tyskland, Østrig-Ungarn og Rusland. Han sikrede endvidere dobbeltmonarkiets stormagtsstatus ved besættelsen af Bosnien og Hercegovina efter Berlin-kongressen 1878.