Kommunistische Partei Österreichs, KPÖ, østrigsk kommunistisk parti, dannet i 1918. Det Moskvatro parti var uden politisk indflydelse og blev i 1933 forbudt. Flere medlemmer tog ophold i Sovjetunionen eller Jugoslavien, mens andre gik under jorden og forsøgte at bekæmpe nazismen. KPÖ blev igen tilladt i 1945, fik 5% af stemmerne ved de første valg og deltog i en samlingsregering 1945-47. Partiet fortsatte den Moskvatro linje og støttede den sovjetiske besættelsesmagt i håbet om at opnå et "sandt folkedemokrati". Flere gange var der kuprygter, især i 1950, men i 1959 mistede KPÖ sin repræsentation i parlamentet og har siden haft vigende tilslutning.