Plymouth, by i det sydøstlige Massachusetts, USA; 56.500 indb. (2010). Ifølge overleveringen gik de første engelske kolonister i New England, de såkaldte pilgrimsfædre, i land ved Plymouth Rock og anlagde i 1620 en bosættelse, der 1691 indgik i Massachusetts Bay-kolonien. Blandt de mange turistmål i det, der i dag kaldes America's Hometown, rangerer det rekonstruerede Plimouth Plantation højt.