Irokeserforbundet, De Seks Nationer, nordamerikansk indianerforbund i det område, der i dag udgør de amerikanske delstater New York og Ohio, og som dengang var beboet af stammerne mohawk, oneida, onondaga, cayuga, seneca og (fra 1722) tuscarora, se irokesere. Forbundet blev ifølge legenden grundlagt af Hiawatha i 1400- eller 1500-t. som et forsøg på at erstatte blodhævnen inden for stammerne med et fællesritual, der tilkendegav sorg og renselse. Det blev udbygget efter europæernes indtrængen i 1600-t., og irokeserne var blandt de første indianere, som mod korn og skind byttede sig til europæiske våben, først og fremmest geværer, som blev brugt til nedkæmpelse af andre stammer. De udnyttede desuden rivaliseringen mellem briter og franskmænd i 1700-t. Efter Den Amerikanske Revolution 1775-83, hvor forbundet hovedsagelig støttede Storbritannien, blev de fleste indianere fordrevet, mange til Canada, mens nogle fik områder i staten New York.