Koloniseringens væsentligste problem var at skaffe og sikre kontrol med produktiv arbejdskraft. I de spanske kolonier udvikledes en særlig organisationsform, encomienda; kronen fastholdt hermed ejendomsretten til de opdagede områder, men overdrog den fastboende indianske befolknings tributydelser til en encomendero, mod at denne sikrede indianernes eksistens og opdragede dem i den kristne tro. Svigtende administration samt befolkningstilbagegang medførte imidlertid, at store områder i 1500-t. kom på private hænder i form af storgodser, haciendas, som kronen søgte at beskatte. Til godserne knyttedes et stort antal jordløse indianske landarbejdere.
I de franske kolonier skabtes det såkaldte seigneursystem, som fastlagde gensidige forpligtelser mellem lensherre og fæstere. I praksis spillede feudale afgifter en mindre rolle, mens systemet etablerede en fransk kulturform, som trods beskeden indvandring fra moderlandet viste sig at være meget levedygtig; ca. 75% af de franske kolonister i Québecområdet levede således endnu i midten af 1800-t. under systemet.
For de engelske kolonier på fastlandet blev det afgørende, at retten til landområder blev givet under forudsætning af en høj grad af selvstyre, hvad enten kolonien blev organiseret som et selskab (Massachusetts), som en kongelig koloni (Virginia) eller som privat ejendom (Pennsylvania). Koloniernes politiske kultur tog form i 1600-t. samtidig med flere systemskifter i England, hvilket vanskeliggjorde en central styring, og allerede i 1700-t. var kolonierne så forskellige, at forsøg på at gennemtvinge ensartet lovgivning løb ind i modstand. New England-kolonierne, der svarede til de nuværende stater Connecticut, Rhode Island, Massachusetts, Vermont, New Hampshire og Maine, prægedes af byfællesskaber, der på et stærkt protestantisk grundlag lagde vægt på indbyrdes sociale forpligtelser; en feudal struktur med fæstere og godsejere fandtes ikke. Det politiske ideal var bymødet, der byggede på forestillingen om en overenskomst indgået mellem kolonisterne indbyrdes og ikke mellem regent og undersåtter. I modsætning hertil var de såkaldte Middle Colonies, der omfattede de senere stater New York, New Jersey, Pennsylvania og Delaware, åbne for flere nationaliteter, religiøse minoriteter og økonomiske interesser, som organiserede sig for at vinde politisk indflydelse. I Virginia og de senere grundlagte sydlige kolonier Maryland, North Carolina, South Carolina og Georgia etableredes store plantager med en intensiv produktion af en enkelt eksportafgrøde, især tobak, bomuld eller ris. Ligesom i Caribien blev de drevet ved hjælp af slaver, men mens ejerne af de caribiske plantager oftest opholdt sig i London, dvs. langt væk fra det usunde klima, var ejerne på fastlandet fastboende og dominerede både socialt og politisk.
Mens den spanske krone fra begyndelsen håbede på at regere sine fjerne besiddelser gennem personlig og religiøs loyalitet, søgte man fra fransk side at fastholde kontrol over sine områder gennem et udviklet administrativt apparat. Englands interesser var hovedsagelig økonomiske, og med de såkaldte Navigationslove søgte man at knytte handelen på de oversøiske besiddelser til statsmagten; politiske og religiøse hensyn var underordnede. Resultatet var en høj grad af lokalt selvstyre med institutioner i hver af kolonierne, som med tiden harmoniseredes efter britisk forbillede. Kongelige guvernører blev udpeget fra London, men trods etablering af et udpeget råd svarende til Overhuset var de afhængige af forsamlinger, der var valgt af en bredere del af befolkningen.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.