trekantshandel

Trekanten kunne antage flere former. I én udgave eksporterede New England-kolonierne kød, korn og saltede fisk til De Vestindiske Øer, hvorfra man til gengæld modtog sukkermasse og krydderier, som kunne udveksles i England med forarbejdede varer, fx uld- og jernprodukter.

I en anden variant, tæt knyttet til slavehandelen (se slaveri (den transatlantiske slavehandel)), sendtes skibe fra New York, Philadelphia, Newport eller Boston til Vestafrika, hvor man hentede slaver til De Vestindiske Øer til gengæld for sukkermasse, som forarbejdedes til rom i New England. Rom og andre produkter sejledes derefter til Afrika som betaling for nye slaver.

I en tredje udgave udskibedes korn, majs, rom og saltede fisk fra den amerikanske østkyst til de sydeuropæiske markeder, hvor man hentede vin til England og tog færdigvarer med tilbage til Amerika.

Trekantshandelen udbyggede en tosidet handel, hvor råstoffer fra Nordamerika, fx tobak, indigo, træ- og skibsbygningsprodukter, som kun måtte eksporteres til moderlandet England, blev solgt, mens forarbejdede varer blev sejlet tilbage. Politisk var det væsentligt, at handelsregulering og -beskatning kontrolleret fra London, fx i form af de såkaldte Navigationslove, sikrede kolonisterne fordel af britisk kontrol med de væsentligste sejlruter.

• kolonialisme