Faktaboks

Calvin Coolidge
Født
4. juli 1872
Død
5. januar 1933
Calvin Coolidge i 1919
Af .

Calvin Coolidge var en amerikansk politiker og fra 1923 til 1929 USA's 30. præsident.

Coolidge blev i 1897 advokat i Northampton, Massachusetts. To år senere blev han republikansk byrådsmedlem og i 1918 valgt til statens guvernør. Efter Coolidges resolutte indgriben i en politistrejke i Boston i 1919 gjorde Warren G. Harding ham i 1920 til vicepræsident, og efter Hardings pludselige død i 1923 blev han præsident.

Coolidges embedsperiode var præget af økonomisk vækst og international stabilitet, og han førte generelt en forsigtig og tilbageholdende politik. I 1924 blev han genvalgt efter at have vundet stor respekt for sin oprydning efter Hardings skandaleramte administration. Indenrigspolitisk var Coolidges laissez faire-politik venligt stemt over for forretningsverdenen, som kunne drage fordel af skattenedsættelser og indførelse af høje toldmure. Coolidge opmuntrede tillige til det spekulative boom på aktiebørsen i 1927-1928. Han var modstander af statsstøtte til landbruget og nedlagde veto imod forslag om det.

Coolidge tog kun få udenrigspolitiske initiativer, men underskrev i 1929 Kellogg-Briand-pagten, som fordømte krig som middel til løsning af konflikter. Trods stor popularitet søgte han ikke genvalg ved valget i 1928.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig