Cosa Nostra er den samlede betegnelse for den del af den italienske mafia, der opererer på Sicilien. Cosa Nostra, der har eksisteret siden 1900-tallet, består af en række formaliserede kriminelle grupper traditionelt bygget op omkring slægtsbånd; familier eller klaner.

Faktaboks

Etymologi

Cosa Nostra er italiensk og betyder 'vores sag' eller "vores ting".

Organisationen som samlet enhed styres af et antal provinsråd, hvorfra det egentligt styrende organ, Commissione provinciale, ofte forkortet Commissione eller Cupola 'Kuplen', udpeges.

Den sicilianske Cosa Nostra har været involveret i en meget lang række forskellige og alvorlige organiserede kriminelle aktiviteter såsom afpresning, mord, menneskehandel og narkosmugling mv. samt tidligere deciderede angreb på den italienske stat.

Den amerikansk-italienske mafia

Navnet Cosa Nostra blev første gang anvendt i USA ved et senatsforhør i 1963 og har siden været indbegrebet af organiseret kriminalitet i USA. Cosa Nostras amerikanske udgave har historisk taget sit udgangspunkt i formaliserede kriminelle grupper, mafiaer, med udspring i italienske emigranter og det amerikansk-italienske miljø i USA. Også i USA har der eksisteret en "komité", hvori de vigtigste familier har været repræsenteret, der har fungeret som mafiaens samlede ledende organ. Den amerikanske Cosa Nostras vigtigste virkefelter har traditionelt været handel med narkotika, ulovligt spil, prostitution og afpresning mv.

Transnationale forbindelser

Der har historisk været både familiære og forretningsforbindelser mellem den sicilianske og amerikanske Cosa Nostra. De to grene har bl.a. samarbejdet om narkotikasmugling, men også direkte understøttet hinandens aktiviteter og magtprojektion. Den italienske undersøgelsesdommer Giovanni Falcone blev den 23. maj 1992 dræbt med en fjernkontrolleret vejsidebombe ved Palermo efter ordre fra den sicilianske Cosa Nostras Commissione. Den sicilianske mafia havde modtaget træning i at betjene fjernstyrede bomber fra samarbejdspartnere i den amerikansk-italienske mafia.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig