Faktaboks

Warren G. Harding

Warren Gamaliel Harding

Født
2. november 1865
Død
2. august 1923
Warren G. Harding, cirka 1920.

Warren G. Harding var en amerikansk politiker og fra 1921 til 1923 USA's 29. præsident. Harding var avisudgiver og direktør i en række foretagender i Marion, Ohio, inden han blev politisk aktiv i Det Republikanske Parti.

Han var medlem af Ohios Senat i 1899-1902, viceguvernør i 1903-1904 og senator i 1915-1921. Da ingen af de førende republikanske præsidentkandidater opnåede flertal ved partikonventet i 1920, udpegede partiledelsen Harding som kompromiskandidat.

Hans konservatisme og modvilje mod internationale engagementer var populær, og han vandt valget med 60,3% af stemmerne. Hardingadministrationens vigtigste resultater omfattede indførelsen af et nationalt budget, vedtagelsen af en protektionistisk toldlov, skattenedsættelser og immigrationsbegrænsning. På det udenrigspolitiske område afsluttede Harding formelt krigen med Tyskland og indkaldte til Washingtonkonferencen i 1921-1922, hvorunder stormagterne indgik aftaler om begrænsning af flådestyrkerne.

Warren G. Harding viste tydelige svaghedstegn som politisk leder. Hans udnævnelser af inkompetente og korrupte venner til høje politiske poster førte til omfattende svindel og embedsmisbrug, Størst opsigt vakte den såkaldte Teapot Dome-skandale, der var opkaldt efter en af forbundsregeringens oliereserver, som indenrigsminister Albert B. Fall (1861-1944) mod bestikkelse lod bortforpagte.

Netop som en senatsundersøgelse var ved at oprulle skandalerne, døde Warren G. Harding af et hjerteanfald og afløstes af vicepræsident Calvin Coolidge.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig