Alabamasagen, strid mellem USA og Storbritannien under Den Amerikanske Borgerkrig 1861-65. Sydstaterne havde i britiske havne udrustet kaperskibe, som opbragte mange af Nordstaternes handelsskibe med store tab til følge. Et af de mest effektive kaperskibe var dampskibet Alabama. USA krævede erstatning efter borgerkrigens afslutning, og efter besværlige forhandlinger blev Storbritannien i 1872 ved en voldgiftsdomstol i Genève dømt til at betale 15,5 mio. dollars. Afgørelsen fik betydning for de folkeretlige regler vedrørende neutrale landes optræden over for krigsførende lande.