• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Andrew Johnson

Oprindelig forfatter JSve Seneste forfatter Redaktionen

Andrew Johnson, 29.12.1808-31.7.1875, amerikansk politiker, USAs 17. præsident 1865-69. Johnson blev født i North Carolina under beskedne forhold. I 1826 flyttede familien til Tennessee, hvor han blev udlært som skrædder og engagerede sig i politik. Han var medlem af Repræsentanternes Hus 1843-53, Tennessees guvernør 1853-57 og medlem af Senatet 1857-62. Som Sydstatsdemokrat vendte Johnson sig mod ophævelse af slaveriet, men tilsluttede sig som den eneste senator fra Syden Abraham Lincoln under Den Amerikanske Borgerkrig (1861-65). Lincoln udnævnte ham i 1862 til brigadegeneral og militærguvernør i Tennessee, og i 1864 valgtes han til vicepræsident; efter mordet på Lincoln i april 1865 overtog han præsidentposten. Johnson ønskede en forsonlig genopbygningspolitik efter borgerkrigens afslutning, men kom i et voldsomt modsætningsforhold til de republikanske Nordstatspolitikere på spørgsmålet om betingelserne for Sydstaternes genoptagelse i Unionen (se Reconstruction). Da Johnson i 1868 afskedigede krigsminister Edwin M. Stanton (1814-69), vedtog Repræsentanternes Hus at rejse rigsretssag, impeachment, mod ham. Det er den hidtil eneste rigsretssag, der er blevet gennemført i USA, og præsidenten frikendtes med en margen på én stemme i forhold til de to tredjedele af Senatets stemmer, der skulle til for at dømme ham. Kort før sin død blev Johnson atter valgt til Senatet.



    • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

    • Kommentar til redaktionen Vedr. Andrew Johnson Marker den cirkel
      Send kommentar


  • Copyright

    Denne artikel må du ...

  • Kilde

    Denne artikel stammer fra:
    Leksikon

  • Historik