Big Bill Haywood, egl. William Dudley Haywood, 1869-1928, amerikansk arbejderleder. Haywood var i 1905 medstifter af den militante fagforening Industrial Workers of the World, IWW. Under en arbejdskamp i 1906 blev han arresteret for delagtighed i mord, men blev året efter frikendt i en opsigtsvækkende retssag. Haywoods militante linje førte til, at han i 1913 blev ekskluderet af Socialistpartiet. I 1917, da USA var indtrådt i 1. Verdenskrig, blev han sammen med 94 andre medlemmer af IWW fundet skyldig i statsfjendtlig virksomhed og idømt 20 års fængsel. Efter løsladelse mod kaution i 1921 rejste Haywood til Rusland og fik her en administrativ post. Efter hans død udkom selvbiografien Bill Haywood's Book (1929, da. Bill Haywoods bog, 1979).