Den Amerikanske Borgerkrig

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

Den Amerikanske Borgerkrig. Nordstatsregeringen iværksatte ihærdige hvervekampagner bl.a. med rekrutteringsplakater som denne fra Watertown, 1861. Her opfordres frivillige til at melde sig under fanerne for at forsvare Unionens enhed; akkurat som frivillige fra de oprørske kolonier meldte sig til kamp mod Storbritannien under Den Amerikanske Frihedskrig.

Den Amerikanske Borgerkrig, politisk og militær konflikt 1861-65 mellem Nordstaterne og Sydstaterne i USA, som resulterede i afskaffelse af slaveriet i Sydstaterne og samtidig bevarelse af Unionen.

Spændinger mellem staterne i nord og syd var kun for en tid blevet holdt nede af Den Nordamerikanske Frihedskrig (Den Amerikanske Revolution) mod Storbritannien i 1775-83. I perioden frem til 1804 blev slaveriet i Nordstaterne afskaffet ved lov samtidig med, at det tog et opsving i Sydstaterne.

Slavearbejdskraft spillede en afgørende rolle for produktionen af bomuld, tobak og ris i Sydstaterne, hvor en elite af plantageejere dominerede socialt. Nordstaternes økonomi prægedes derimod af hastig industrialisering og af nyanlæggelse af småfarme. Begge sektorer fik tilført arbejdskraft i form af immigration fra Europa. De økonomiske, sociale, kulturelle og religiøse forskelle, som skilte nord fra syd, udkrystalliseredes efterhånden i holdningen til slaveriet.

Modstandere af slaveriet, abolitionister (se abolitionisme), gjorde det vanskeligt at bagatellisere slaveriets krænkelse af forbundsstatens udgangspunkt i frie politiske styreformer. Det lykkedes imidlertid med det såkaldte Missourikompromis i 1820 at udsætte konflikten i et halvt århundrede.

Valget af Abraham Lincoln fra Illinois til præsident i slutningen af 1860 blev i syden betragtet som en trussel mod slaveriets opretholdelse. I februar 1861 trådte syv sydstater ud af Unionen (den såkaldte Secession) og dannede Amerikas Konfødererede Stater med Jefferson Davis som præsident. Væbnet kamp begyndte i april 1861 med bombardementet af Unionens garnison i Fort Sumter i havnen i Charleston, South Carolina.

Den Amerikanske Borgerkrig.

Den Amerikanske Borgerkrig.

Fire nye stater sluttede sig nu til Sydstaterne, som talte i alt ca. 9 mio. indbyggere, hvoraf ca. 3,5 mio. var slaver. Nordstaterne i Unionen omfattede 23 stater med ca. 22 mio. indbyggere og besad ca. 85% af USA's industri. Mens Sydstaterne satsede på en langvarig forsvarskamp, regnede Nordstaterne fra begyndelsen med at blokere sydens havne og føre angrebskrig. De indledende felttog mislykkedes imidlertid, og en udmattelseskrig begyndte.

Svigtende forsyninger, desertering og modsætninger mellem slaveejere og ikke-slaveejere tvang Sydstaterne til at forcere angreb mod Washington D.C.; de slog fejl ved Antietam og Gettysburg. Samtidig blev Sydstaterne skåret over i to halvdele, da general Grant indtog Vicksburg ved Mississippifloden.

Derefter skar Grant den østlige del af Syden tværs over ved at sende en hær under Sherman fra Chattanooga i Tennessee til Savannah i Georgia. Sydstatsgeneralen Robert E. Lees tropper holdt dog stand i Virginia indtil overgivelsen ved Appomattox 9.4.1865. En uge senere, 14. april, myrdedes Lincoln af en sydstatsfanatiker.

Den Amerikanske Borgerkrig regnes for den første moderne industrielle krig. Udvikling af nye våbentyper og militærteknik samt et udviklet sanitetsvæsen gav krigen en anden karakter end tidligere kendt. Kendskabet til krigens gang var også anderledes, takket være en løbende dækning i pressen. Krigen var meget blodig; i alt dræbtes eller invalideredes ca. 1,1 mio. mennesker ud af den totale befolkning i USA på 31 mio.

Nordstaternes tabstal er meget nøjagtigt opgjort til 359.528 døde og 275.175 sårede, mens Sydstaternes tab anslås til ca. 258.000 døde og 225.000 sårede.

Den Amerikanske Borgerkrig. Præsident Abraham Lincoln besøger Nordstaternes tropper ved Potomac-floden.

Fra begyndelsen var krigens formelle hovedspørgsmål, om den amerikanske forfatning tillod delstaters udtræden af Unionen. Med Emancipationsproklamationen (1.1.1863) blev slaveriet imidlertid bragt i centrum.

Indtil borgerkrigen brød ud, havde det amerikanske folkestyre karakter af et isoleret eksperiment i en verden med monarkier og kejserdømmer og under stadig risiko for at blive splittet op i indbyrdes bekrigende småstater. I stedet blev der nu friere løb for amerikansk nationalisme.

Efter borgerkrigen blev Emancipationserklæringen fulgt op med et tillæg til forfatningen, der afskaffede de sortes særstilling. Syden var reelt besat af Unionen og blev ved hjælp af besættelsestropper og -regeringer påtvunget en genoprettelsespolitik, Reconstruction (1865-77).

Sydens produktionsformer blev genoprettet med forpagtningskontrakter, som placerede den sorte arbejdskraft i en ny tvangssituation. De sociale, kulturelle, psykologiske og økonomiske ødelæggelser, som slaveriet var årsag til, vedblev dog med at præge den amerikanske politiske kultur og blev igen fra 1954 et hovedtema i USA's indenrigspolitik.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

© Dette billede må du ...

Den Amerikanske Borgerkrig. Præsident Abraham Lincoln besøger Nordstaternes tropper ved Potomac-floden.

© Dette billede må du ...

Den Amerikanske Borgerkrig. Døde soldater, fotograferet blot tyve minutter efter 6. Maine-infanteriregiments storm på Marye's Heights ved Fredericksburg 3.5.1863 under Slaget om Chancellorsville. Den Amerikanske Borgerkrig var den første krig, hvori kameraet spillede en central rolle. De utallige fotografier fra denne blodige krig udgør et uvurderligt dokumentationsmateriale for eftertiden.

© Dette billede må du ...

Den Amerikanske Borgerkrig. Nordstatsregeringen iværksatte ihærdige hvervekampagner bl.a. med rekrutteringsplakater som denne fra Watertown, 1861. Her opfordres frivillige til at melde sig under fanerne for at forsvare Unionens enhed; akkurat som frivillige fra de oprørske kolonier meldte sig til kamp mod Storbritannien under Den Amerikanske Frihedskrig.

Viser 4 af 4 billeder

Filer

FilTilføjet af 
[+419015482.801.svg (130.72 kB)

Den Amerikanske Borgerkrig.

Admin

04/02/2009

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste 3 forfattere
Redaktionen
09/04/2014
MHansen
13/07/2013
Redaktionen
09/04/2012
Oprindelig forfatter
NT
29/01/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki