Jefferson Davis, 1808-1889, præsident for Amerikas Konfødererede Stater (Sydstaterne) under Borgerkrigen 1861-65. Efter en militær karriere blev Jefferson Davis valgt til Repræsentanternes Hus for Demokraterne i Mississippi 1845-46. I 1847-51 og 1857-61 var han senator og fra 1853-57 krigsminister.
I det stadigt mere tilspidsede forhold mellem Nord- og Sydstater søgte Jefferson Davis kompromiset, men da Mississippi løsrev sig i januar 1861, udtrådte han af Senatet. Senere samme år blev han valgt til præsident for hele Syden. Han sendte forgæves en fredsmission til Washington D.C. og ledede derefter Sydstaterne gennem Borgerkrigen.
Da Sydstatshæren kapitulerede i 1865, flygtede Davis for at videreføre kampen i et forsøg på at opnå bedre fredsvilkår, men han blev arresteret og tilbragte to år i fængsel, sigtet for forræderi.
I 1867 blev Jefferson Davis løsladt mod kaution, og retssagen blev mod hans ønske opgivet, idet han fastholdt, at Sydens løsrivelse var legitim; et synspunkt, som han også fremførte i The Rise and Fall of the Confederate Government (1881).
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.