Philadelphia-kongressen, Philadelphia Convention, forsamling, som skabte USA's forfatning i 1787.

Konføderationsartiklerne, den første forfatning, som var vedtaget i 1781, syntes ikke tilstrækkelige til at løse den unge republiks inden- og udenrigspolitiske problemer, hvor Storbritannien og Frankrig satte USA under økonomisk pres, og grænsestridigheder mellem enkeltstater truede med at udvikle sig. Forsamlingen, som mødtes fra 25. maj til 17. september 1787, bestod af fremtrædende medlemmer af den politiske elite, og mange var veteraner fra Den Amerikanske Revolution, deriblandt George Washington og Benjamin Franklin.

I stedet for at foreslå ændring af den eksisterende forfatning vedtog forsamlingen straks, hovedsagelig på initiativ af James Madison, at se bort fra sit mandat og foreslå en helt ny forfatning. Forslaget skabte to nye føderale regeringsorganer, den udøvende magt (præsidenten) og den føderale højesteret, som skulle inddæmme lovgivernes myndighed og sikre, at vedtagne love blev ført ud i livet. Videre blev lovgivningsmagten opdelt i to kamre som led i et kompromis om magtfordelingen mellem de store og de små stater. Repræsentanternes Hus baseredes på befolkningens størrelse i de enkelte stater, mens alle stater fik to pladser i Senatet. Forfatningsforslaget skulle også dække over modsætningen mellem frie stater og slavestater, som kunne beregne deres repræsentation ved at tælle slaver som 3/5 af frie personer.

Mens enkeltstaterne beholdt deres kompetence i indre anliggender, hvilket ikke påvirkede handelsudvekslingen mellem staterne, flyttedes det politiske magtcentrum over til den føderale regering. Forslaget, der skulle ratificeres af de enkelte stater, blev årsag til verdens første nationale forfatningsdebat. Nogle enkeltstater ratificerede forslaget allerede samme år, andre først i årene efter.

Se også USA - forfatning.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig