Pullmanstrejken, strejke i USA i 1894. Urolighederne brød ud som reaktion på dels drastiske nedskæringer af lønninger, dels fyringer af arbejdsstyrken på Pullmanfabrikkerne i Chicago, hvor George Pullman (1831-97) producerede sovevogne til jernbanerne. Eugene V. Debs, formand for jernbanearbejdernes fagforening, organiserede strejken og opfordrede til national boykot af Pullmans vogne. Pullman blev imidlertid bakket op af jernbaneselskaberne, ligesom præsident Grover Cleveland indsatte føderale tropper for at bryde strejken med henvisning til antimonopollovgivningen og for at sikre postbefordringen. Lovgivningen var oprindelig rettet mod de store koncerner, og det var første gang, en præsident indsatte føderale tropper i en arbejdskamp. Debs blev arresteret og idømt seks måneders fængsel.