Sacramento Railroad Station
Turners tese om, at det amerikanske folk havde en egen særegen karakter fik indflydelse på den amerikanske selvforståelse.
Af /The Fine Arts Museums of San Francisco via Google Arts & Culture.

The Frontier er et begreb i amerikansk historie, som historikeren Frederick Jackson Turner i 1893 formulerede som en samlebetegnelse for de kræfter, der adskilte amerikansk historie fra den europæiske.

Faktaboks

Etymologi
Begrebet The Frontier er udviklet via engelsk 'grænse mellem to nationer' til amerikansk-engelsk 'grænse mellem bosættelse og vildnis'.

The Frontier som social evolution

The Frontier som essensen af en social evolution Turner fremstillede The Frontier som essensen af en social evolution gennem en række karakteristiske stadier. Efter de første opdagelsesrejsende kom jægere, pelshandlere, kvægdrivere og de første nybyggere; siden jernbaner, sheriffer, farmere samt industri og minedrift.

Den amerikanske nationalkarakter

Frontierprocessen var udtryk for en kulturel proces, som opdrog til selvrespekt, evne til at møde nye udfordringer og til praktisk og konkurrencedygtig individualisme. Fremrykningen længere og længere mod vest skabte den amerikanske nationalkarakter og det amerikanske demokrati.

Selvom denne historieopfattelse har nydt stor bevågenhed, har de sidste årtiers faghistoriske behandling af USA's historie stort set opgivet frontierbegrebet som en form for unik civilisationsproces.

Frontier-begrebet i dag

Udviklingen i det amerikanske Vesten behandles nu som regional historie og som økologisk historie. Der er til gengæld fortsat stor interesse for den bagvedliggende nationale myte, som igennem hele 1900-tallet er blevet udnyttet af underholdningsindustrien og ideologisk-politisk.

Begrebet genfindes bl.a. i John F. Kennedys valgslogan "New Frontier" fra 1960 og i Ronald Reagans idéer om en "High Frontier", dvs. SDI-programmet. Frontierbegrebet er også blevet anvendt i fx australsk og sydafrikansk historie.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig